Med udmeldingen på regeringens pressemøde den 12. januar er der udsigt til en genoptagelse af messeaktivitet efter den 31. januar, og derfor afholdes Formland Spring den 3.-6. februar 2022.

I forlængelse af regeringens pressemøde den 12. januar er der lanceret en køreplan for en normalisering af messeaktivitet efter den 31. januar, og det betyder, at Formland Spring 2022 afvikles som planlagt den 3.-6. februar 2022 i MCH Messecenter Herning. (Der vil ligeledes blive afholdt modemesser i København i forbindelse med Copenhagen Fashion Week i starten af februar 2022.)

Hos Formland er man utroligt glade for den opbakning, som messen har oplevet de seneste uger, og for de mange positive opringninger og mails, som Formland har modtaget siden regeringens pressemøde.

Myndighederne har endnu ikke besluttet, hvorvidt der vil komme til at være restriktioner i forbindelse med messeaktivitet, men hos Formland, som allerede har gennemført to messer under pandemien, vil man endnu en gang sikre en tryg messe med konceptet TrygtMCH.

Hos Formland glæder man sig til at byde både udstillere og besøgende velkommen og for 75. gang at samle branchen til Danmarks største interiør– og designmesse i MCH Messecenter Herning.

Se mere i dette indslag fra TV Midtvest med projektleder hos Formland, Flemming Andersen, cirka 10 minutter inde i udsendelsen:

Foto: Tony Brøchner / MCH