Flere store virksomheder har lukket sine forretninger. Nu følger Jysk efter, hvor 2000 butikker rundt i verden lukkes.

Der er mange danske forretninger, der er aktive på flere globale markeder. Det gør ondt i en tid som nu, hvor butikkernes i mange lande er nødt til at lukke ned på grund af Covid-19.

Flere store virksomheder har allerede valgt at lukke butikker i både Danmark og udlandet, og nu følger Jysk med.

”Vurderingen er, at aktuelt holdes op mod 2000 af de cirka 2600 butikker, som vi selv ejer, lukket. Krisen er hård for alle detailhandlere, og den har bestemt stor negativ betydning for vores forretning lige nu,” siger kommunikationsdirektør i Jysk, Rune Jungberg Pedersen, til Finans.

Hvor det er muligt, holder Jysk stadigvæk butikker åbne. Det gælder blandt andet i Danmark, hvor der i denne uge kun er blevet lukket butikker, som ligger i shoppingcentre.

”I en typisk Jysk-butik er der sjældent mange kunder samlet på lidt plads, og vi har selvfølgelig indført alle de nødvendige tiltag ud fra myndighedernes anbefalinger i de butikker, som er åbne,” fortæller Rune Jungberg Pedersen.