Mandag den 3. februar overrakte Kop & Kande årets donation til julemærkehjemmet Kildemose i Ølsted. I år var det med et ekstra stort smil på læben, da donationen lød på over 1 mio. kroner.

Det er ottende gang, at den danske isenkramkæde Kop & Kande står bag en række aktiviteter til fordel for Julemærkefonden. Sidste år lød donationen på 770.000 kroner, mens det i år lød på hele 1.329.000 kroner.

Successen skyldes i høj grad, at Kop & Kande ramte plet, da de skulle vurdere, hvilke varer, der ville blive efterspurgt i julehandlen. Det er nemlig i samarbejde med en række leverandører, at Kop & Kande udvælger de varer, som knyttes til donationskampagnen.

Det var især Georg Jensens Juleuro, et udvalg af de populære nisser fra Etly Klarborg, sengesæt og nogle produkter fra Christian Bitz, som var med til at skabe succesen. Kop & Kande solgte ligeledes julemærkehjemmets julekort og Julemærker, som også udgjorde en god andel af donationen.

Marketingchef Malene Maarbjerg og administrerende direktør Peter Rønn stod for overrækkelsen af donationen, som spredte glæde og godt humør hos både børn og ansatte på julemærkehjemmet i Ølsted.

Julemærkehjemmene tager hvert år imod cirka 1.000 børn, der gennem opholdet styrkes socialt og sundhedsmæssigt. Mange børn vender hjem med nye vaner, mere livsmod og en lyst til at indgå i fællesskaber.

Foto: Kop & Kande