På finansloven er der afsat et trecifret millionbeløb til grøn forskning, teknologiudvikling og innovation. De ekstra midler skaber grobund for at udvikle en mere bæredygtig mode- og tekstilproduktion, siger direktør for Lifestyle & Design Cluster.

Den brede aftale i forbindelse med finanslovsforhandlingerne betyder, at der afsættes 350 millioner kroner specifikt til grøn forskning, teknologiudvikling og innovation. Det omfatter blandt andet projekter inden for bæredygtig mode og tekstil, herunder nye forretningsmodeller og materialer.

Det glæder Betina Simonsen, direktør i den nationale erhvervsklynge Lifestyle & Design Cluster, der ser det som en stor mulighed for de nødvendige skridt mod videnopbygning om tiltag mod den grønne omstilling, som sikrer bedst mulig impact og fokus på de rette løsninger.

“Den danske mode- og tekstilbranche søsætter allerede nu en lang række gode initiativer med cirkulært perspektiv, hvor sourcing af bæredygtige materialer, genanvendelse og nye grønnere forretningsmodeller kan medvirke til at begrænse ressourceforbruget,” siger hun i en pressemeddelelse og fortsætter:

“Vi har fortsat brug for meget mere forskning og viden på området, så de danske brands kan stå stærkt og førende i forhold til den stigende globale efterspørgsel efter mere ansvarligt produceret mode og tekstil.”

I forbindelse med delaftalen på 2,9 milliarder kroner til forskning som en del af den nye finanslov, udtaler uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S), at han ser forskningen som den store løftestang, når Danmark i fremtiden skal være rigere, grønnere og dygtigere.

 

Foto: Pexels