Ny infografik fra EU-Kommissionen giver et klarere billede af EUDR i praksis. Det nye visuelle overblik skal blandt andet synliggøre krav i hele værdikæden.
Den omstændige udvidelse af de omfattende EUDR-krav fortsætter. Senest har EU-Kommissionen nu opdateret sin infografik vedrørende EUDR for at give EU’s virksomheder et mere tilgængeligt og klarere overblik over, hvordan reglerne fordeler ansvar på tværs af værdikæden.
Samtidig fortsætter arbejdet med at justere og præcisere forordningen – uden at ændre de grundlæggende krav. Det skriver TMI.
Den nye version af infografikken samler kravene ét sted og gør det lettere at se, hvem der skal gøre hvad – fra de første led i produktionen til de virksomheder, der importerer, forarbejder og sælger videre. Fokus er på at skabe klarhed i roller, ansvar og dokumentationskrav.
Opdateringen – som er tredje udgave – afspejler de ændringer, der blev vedtaget i december 2025. Her er kravene blandt andet justeret for:
- upstream-operatører
- downstream-operatører og handlende
- mikro- og små primærproducenter
- virksomheder, der arbejder med import, eksport og videreforarbejdning
Infografikken viser konkrete eksempler på forsyningskæder, blandt andet inden for træ og træprodukter. Det gør det nemmere for virksomheder at spejle deres egen situation og forstå, hvor de er omfattet af reglerne. Materialet er dog kun vejledende og skal ses i sammenhæng med selve forordningen samt Kommissionens øvrige vejledninger og FAQ.
“Infografikken er et nyttigt redskab, fordi den på en overskuelig måde viser, hvordan EUDR rammer forskellige led i værdikæden. Især efter ændringerne fra december 2025 giver den et bedre billede af, hvem der har hvilke forpligtelser – og hvem der ikke har,” siger chefkonsulent i Træ- og Møbelindustrien, Simon Auken Beck.
Infografikken findes foreløbig kun på engelsk, men er relevant for alle virksomheder, der arbejder med produkter omfattet af EUDR.
Du kan download den opdaterede infografik her:
Foto: Unsplash







