I denne weekend begynder Formland, der kan fejre sin 80. messe på 40 år. Jubilæet bliver blandt andet markeret med inspirerende oplæg, underholdende events samt mere end 430 danske og internationale udstillere, der står klar til at præsentere det nyeste inden for interiør, livsstil og design.
Siden 1984 har Formland samlet branchen to gange årligt for at præsentere aktuelle trends inden for design,- interiør og livsstil. Denne august er det derfor 40 år siden, den midtjyske livsstilsmesse blev afholdt første gang, og dermed venter en helt særlige fødselsdagsudgave, hvor hele branchen atter mødes til netværk, handel og inspiration med udgangspunkt i de seneste trends og tendenser.
Som noget nyt på dette års Formland Autumn har man indviet en helt ny hal, hvor mere end 40 brands fra smykkebranchen vil fremvise deres produkter – noget der unægteligt vil tildele jubilæumsmessen en ny synergi og mange nye besøgende.
Et af højdepunkterne på hver eneste Formland er messens berømte trendzone, der år efter år tager de besøgende med storm. I år er ingen undtagelse. Her vil Studie FlyHelsted igen stå for trendzonen, der i forbindelse med denne Autumn-udgave har fået titlen ‘Maison Ikigai’ – et japansk inspireret hjem, hvor rummene er fyldt med sirlige samlinger og kunstneriske penselstrøg. Ikigai er en japansk filosofi, og ordet er en sammensætning af Iki (at leve) og Gai, som betyder værdier, værd eller grund, ofte oversat til: grunden til at leve.
Fra Formlands tilbagevendende Speak Up-scenen vil en spændende vifte af talere og oplægsholdere traditionen tro bidrage med en række inspirerende og lærerige speaks og workshops inden for blandt andet trendforskning, digitalisering og branding.
På messen fejrer man også Formlands 40-års jubilæum med en særlig jubilæumsinstallation, der fokuserer på trends og design fra 1980’erne og frem til nu. En installation udarbejdet af pej gruppen.
Sidst men ikke mindst vil Circular Formland Days, som noget nyt, tage navneforandring til Think Circular – en kombineret udstilling og eventplatform, der i endnu højere grad end tidligere har til formål at inspirere livsstilsbranchen til flere cirkulære løsninger.
Formlands 40 år skal nok blive markeret med manér.
Fakta:
Hvornår afholdes messen: 17. – 19. august 2024
Hvor afholdes messen: MCH Messecenter Herning