pej gruppens årlige retailkonference, New Retail Day, der afholdes i samarbejde med Detailforum, bliver på grund af den smittespredende Covid-19 udskudt til efteråret 2020.

På pressemødet i sidste uge lød anbefalingerne fra myndighederne blandt andet på at aflyse større arrangementer i den kommende tid for at undgå yderligere smittespredning af coronavirusset. Og på gårsdagens pressemøde skærpede myndighederne anbefalingerne, hvilket betyder, at forsamlinger i det offentlige rum på mere end 10 personer fra i dag bliver forbudt – foreløbigt frem til 30. marts 2020.

Hos pej gruppen passer vi naturligvis godt på kolleger og kunder og tager vores forholdsregler, så vi på bedst mulige måde hjælper til i kampen om at inddæmme Covid-19. Derfor har vi også valgt at følge myndighederne anbefalinger og dermed besluttet at rykke den årlige retailkonference, New Retail Day, til en ny dato.

Retailkonferencen, der oprindeligt skulle have fundet sted den 21. april 2020 i Aarhus og den 23. april 2020 i København, er nu rykket til at finde sted den 6. oktober 2020 i Aarhus og den 8. oktober 2020 i København. Begge steder er varigheden af konferencen stadigvæk fra klokken 08.00 til 16.00.

Programmet er under revurdering og lige så snart, at der er nyt om det nye program, vil vi informere herom.

Skulle der opstå nogle spørgsmål i forbindelse med de nye datoer, skal I ikke tøve med at rette henvendelse til [email protected].