Temu stormer trods omfattende kritik frem i Danmark og ligger nu på andenpladsen på top 10 over danskernes foretrukne webshops, viser en ny analyse. Billige priser lokker fortsat forbrugerne.
Den kinesiske webshop har med placeringen som nummer to på top 10 over danskernes foretrukne webshop, slået danske Matas af pinden. Øverst på top 10-listen ligger Zalando, der sælger sko og tøj, som er de produkter, danskerne køber mest af på nettet.
“Temus vilde markedsføring med onlineannoncer overalt har givet pote. Samtidig tilbyder Temu gratis fragt og sammen med meget lave priser vejer det tungt hos forbrugerne i alle aldre,” siger branchedirektør Jacob Kjeldsen, DI Handel, og fortsætter:
“Temu har udbygget sin position på det danske marked og er rykket fra en tredjeplads i årets start til nu en andenplads på top 10. Det er sket samtidig med virksomheden har været genstand for omfattende debat i medierne med kritik af produktsikkerheden og unfair konkurrence – det ser ud til at være prellet af på forbrugerne herhjemme,” siger Jacob Kjeldsen.
Netop deres markedsføring og forretningsmetoder har været genstand for en fælleseuropæisk klage fra de europæiske forbrugerorganisationer, heriblandt Forbrugerrådet TÆNK.
Temu er på baggrund af deres størrelse blevet kategoriseret som en ”Very Large Online Platform”, hvilket indebærer, at de skal leve op til flere og strengere krav til platformen og produkterne, der sælges via Temu. Samtidig er det nu EU-kommissionen, der er ansvarlig for håndhævelsen af reglerne for Temu. EU’s Digital Services Act trådte i kraft i februar 2024, og det nye regelsæt stiller flere krav til store online platforme, når det kommer til bl.a. forbrugersikkerheden. Hvis en stor online platform ikke overholder reglerne, så kan EU-kommissionen give onlineplatforme som Temu en bøde på op til 6 procent af den årlige omsætning.
Temu: Vi lever op til loven
Temu skriver i et svar til DR, at firmaets store popularitet kan skyldes det store udvalg, priserne og hurtig levering af varerne.
Virksomheden indrømmer dog også, at den i sit første år i Europa løbende har justeret sin forretning for at leve op til loven og forbrugernes krav.
“Temu tager produktsikkerhed og -kvalitet meget seriøst. Vi sikrer, at forhandlerne på Temu overholder sikkerhedsstandarder, ved at forlange dokumentation, udføre stikprøver og løbende monitorere vores platform. Vi reagerer hurtigt på feedback og udsteder bøder til forhandlere, der ikke overholder kvalitetsstandarder,” skriver firmaet blandt andet.
Foto: Unsplash