“Det er i særdeleshed flot, at eksporten til USA stiger flot på trods af solid modvind i øjeblikket,” mener seniorøkonom i kølvandet på nye, positive eksporttal.
Trods adskillige negative varsler er den danske eksport til USA indtil videre ikke blevet voldsomt ramt af Donald Trumps toldkrig. Tværtimod.
Faktisk har danske virksomheder øget deres eksport til USA i september, hvor danske virksomheder solgte varer og tjenester til USA for 31,8 milliarder kroner. Det viser helt nye tal fra Danmarks Statistik ifølge Ritzau.
Det er en stigning på omkring ti procent sammenlignet med måneden før. Samtidig er det også en smule mere end i september 2024.
“Det er i særdeleshed flot, at eksporten til USA stiger flot på trods af solid modvind i øjeblikket,” lyder det fra Kristian Skriver, der er seniorøkonom i Dansk Erhverv.
Ifølge ham er fremgangen opstået på trods af svære markedsforhold grundet Donald Trumps toldstigninger.
“Kombinationen af USA’s told på 15 procent på varer, der eksporteres fra Danmark til USA, og en betydelig svækkelse af den amerikanske dollar, er med til at forværre de danske virksomheders konkurrenceevne i USA.”
Forsigtig optimisme
Størstedelen af den danske vareeksport til USA består af varer, som ikke krydser den danske grænse. Det vil sige varer, som danske virksomheder har produceret i USA eller et andet land og efterfølgende solgt i USA.
Eksporten af varer, som har krydset den danske grænse, lå i september på 4,6 milliarder kroner, hvilket er en stigning på knap 19 procent fra august, men dog mindre end i september 2024.
Den positive udvikling får Kristian Skriver til at erklære sig som “forsigtig optimist” på dansk eksports vegne, men samtidig peger han på, at det ikke er forholdene på det amerikanske marked, der giver forhåbninger om fremtidig vækst.
“Den store forhåbning er, at der kommer mere medvind fra de danske nærmarkeder som Sverige og Tyskland, hvor den økonomiske udvikling har været svag i løbet af de senere år,” skriver Kristian Skriver.
Både eksporten til Sverige og Tyskland er steget fra august til september.
USA er det land i verden, som danske virksomheder eksporterer mest til. Herefter kommer Tyskland, som danske virksomheder har solgt varer og tjenester for 21,3 milliarder kroner til i september.
Foto: Unsplash




