EU’s nye afskovningsforordning (EUDR) træder i kraft ved årsskiftet, men allerede nu mærkes en voksende frustration blandt virksomheder i træ- og møbelindustrien, der opfordrer til at udsætte implementeringen.

Fra den 29. december 2024 træder den nye afskovningsforordning fra EU (EUDR) i kraft. En forordning der skal sikre, at europæisk forbrug ikke bidrager til global afskovning. Men allerede nu mærkes en voksende frustration blandt virksomheder i træ- og møbelindustrien, der oplever manglende vejledning og værktøjer fra EU-Kommissionen. Det betyder, at mange virksomheder står uden svar på, hvordan de konkret skal leve op til de nye krav om afskovningsfri forsyningskæder.

“Vi har siden foråret ventet på centrale vejledninger og en opdateret Q&A, der kan afklare de mange praktiske spørgsmål om de nye krav. Men der er stadig total tavshed fra EU-Kommissionen, som fastholder, at de lovede dokumenter snart er klar,” fortæller Tanja Blindbæk Olsen, branchedirektør i Træ- og Møbelindustrien (TMI) og tilføjer:

“Virksomhederne står med en enorm frustration over den uklarhed, der omgærder denne forordning. Vi kender kravene, men ingen har reelt indblik i, hvordan de skal håndteres i praksis,” siger Tanja Blindbæk i en pressemeddelelse fra TMI.

Den kommende forordning kræver, at virksomhederne kan dokumentere, at deres produkter ikke bidrager til afskovning. Det indebærer blandt andet, at de skal bruge et nyt informationssystem til indberetning af due diligence-erklæringer og tildeling af referencenumre, som skal følge varerne gennem hele forsyningskæden. Referencenumrene vil være påkrævet både ved omsætning på EU-markedet og ved eksport. Trods opfordringer til forberedelse, har hverken EU-Kommissionen eller de danske myndigheder endnu kunnet levere de nødvendige træningsvideoer og brugervejledninger.

Selvom Miljøstyrelsen har sendt informationsbreve ud til de berørte virksomheder, hersker der fortsat stor usikkerhed om, hvordan implementeringen konkret skal foregå. Situationen har fået TMI til at opfordre til en udsættelse af ikrafttrædelsen af forordningen.

Opbakning til forordningen – men behov for mere tid

Træ- og Møbelindustrien har hele vejen igennem støttet den nye afskovningsforordning, som udvider de tidligere regler under EUTR (EU Timber Regulation) og nu også omfatter produkter som kvæg, kakao, kaffe, palmeolie og soja.

“Skove ryddes mange steder for at gøre plads til afgrøder som soja, kaffe og kakao. Det vil have en betydelig effekt, at disse nu også omfattes af reglerne. Vi hilser det velkomment, at EU tager en ledende rolle i den globale kamp mod afskovning og skovforarmelse,” udtalte TMI, da forordningen blev vedtaget i 2023.

Den principielle opbakning til EUDR og dens målsætning om at stoppe den globale afskovning er således stadig intakt. Men virksomhederne har brug for mere tid og bedre værktøjer til at håndtere de nye krav.

“Virksomhederne står over for en stor administrativ arbejdsbyrde, og derfor har vi fra starten insisteret på, at danske og europæiske myndigheder skal bidrage med den nødvendige viden og de rette værktøjer til at håndtere de nye krav – og det inden for rimelig tid. Den fortsatte mangel på essentielle værktøjer, fortolkninger og vejledninger, og kun få måneder til kravene træder i kraft, kalder på en udsættelse af ikrafttrædelsen,” siger Tanja Blindbæk Olsen.

Branchen opfordrer derfor EU-Kommissionen og de nyvalgte EU-parlamentarikere til at udsætte forordningen, så virksomhederne får den nødvendige tid til at forberede sig ordentligt og sikre en gnidningsfri overgang til de nye regler. For selvom intentionen er klar og støttes bredt, risikerer uklarheden omkring implementeringen at skabe store problemer for både små og store aktører i træ- og møbelindustrien.