I arbejdet med trends stilles der skarpt på forskellige forbrugertyper hver sæson. pej gruppens trendredaktør beskriver her fire typer, som hver især fortæller noget om den tid, vi er på vej hen imod.
I sæsonen forår/sommer 2024 møder vi generelt en forbruger, som efter en tid med krig, kriser, inflation og pandemi måske for første gang i lang tid har haft mulighed for at stå af hamsterhjulet og genoverveje, hvad det er, som giver værdi og er vigtigt for den enkelte. Vi oplever at være blevet presset, rørt, omstillet og sat på pause i en grad, vi ikke har oplevet før. Vi er ikke dem, vi var. Noget er forandret. Vi er begyndt at se med andre og nye øjne på os selv, på vores tid og på, hvad der er vigtigt for os.
Det er forskelligt, hvordan vi reagerer på kriser, og hvordan tiden har præget os. Nogle er blevet fulde af optimisme, energi og fremdrift. Andre er mere tilbageholdende og insisterer på at fastholde roen. Det interessante er, at vi nok er blevet LIDT MERE af det ene eller det andet. Lidt mere insisterende på det, der er vigtigt for os.
Eksempler på noget af det, som er forandret og forstærket:
Polarisering
Fronterne er blevet trukket op. I takt med at vi er blevet lidt mere insisterende i forskellige retninger, bliver forskelle større og retninger mere klare og tydelige. Vi er blevet klare på, hvad der er vigtigst for os og gør krav på mere af det i vores hverdag. Et eksempel kan være ’ude vs. hjemme’. Måske er det blevet mere vigtigt end tidligere at bruge tid alene derhjemme, hvor der insisteres på at bevare roen og påskønnelsen af de hjemlige sysler eller bare at sidde på terrassen og betragte græsset gro, og haven springe ud. Eller også er det blevet mere vigtigt end tidligere at få lidt mere handling i hverdagen. Efter en periode med tvungen ro er det endelig på tide at få det meste ud af tilværelsen med sociale arrangementer, koncerter, restaurantbesøg og festivaler. Vores præferencer stikker i forskellige retninger og er blevet forstærket over den seneste tid.
Socialiseringsparadoks
Nu har vi alle sammen fundet ud af, hvad der er vigtigt for os, og hvad det er, vi egentlig mener om for eksempel diversitetsdebatten, kønsdebatten, klima og politiske ståsteder. Det skaber et socialiseringsparadoks, for alle de forskellige modsatrettede reaktioner giver sociale udfordringer. Nu ved vi hver især præcis, hvad vi mener og tænker. Det stiller det krav til vores rummelighed at gøre plads til alles forskellige meninger og holdninger. Der skal stadig være plads til alle – alle veje er lige vigtige og skal respekteres.
Friktion vs. harmoni
Når mennesker mødes, opstår der enten gnidninger og konflikt eller også rummes hinandens forskelligheder i harmoni og fredelighed. Verden er lige nu fuld af friktion og polarisering – både på mikro- og makroniveau. Tolerance fordrer rummelighed og harmoni. Intolerance fører til ufred og konflikt. Tidens insisteren på personlige værdier og overbevisninger stiller krav til tolerancen og sætter harmonien under pres.
Ytringstrang
Vi har alle fundet ud af, hvad der er vigtigt for os, og hvad der betyder noget for den enkelte. Som resultat heraf er vi ikke blege for at skilte med vores overbevisninger på sociale medier og i andre mulige sammenhænge, hvor meninger kan komme til udtryk. Vi er blevet eksperter i vores eget liv og giver gerne vores besyv i alle henseender. Ytrings-trangen har skabt et hav af eksperter og kommentatorer, som bevæger sig ekspressivt og flittigt hen over diverse platforme.
Personlige veje
Forbrugeren finder sin vej gennem krisetid. Vi er blevet sikre på egne præferencer og personlighed, vi har fundet os selv og er kommet til bunds i egne værdier. Summen af de mange personlige valg giver den personlige vej gennem livet.
Mønster
De begivenheder, vi har været en del af over de senere år, har gjort, at vi som forbrugere har ændret adfærd. Den ændrede adfærd har ført til nye behov påvirker måden, vi vil agerer i fremtiden og i et mønster af nye, visuelle udtryk og strømninger.
Læs mere og bliv helt konkret, når det kommer til materialer, forbrug, design og farver og se, hvad de fire trendtyper hver især bærer med sig. Det kan du gøre i pej gruppens materiale for SS 24, toolbox eller colour.
Foto: Unsplash