Otte genstartsteams på tværs af erhvervslivets brancher har fremsat anbefalinger om, hvordan vi får gang i den danske eksport igen. Det er der nu kommet 27 nye initiativer ud af, lyder udmeldingen fra Erhvervsministeriet.
Det danske erhvervsliv har i længere tid kæmpet med at få eksportordrerne op i gear efter et forår med stilstand i mange brancher.
Derfor igangsatte regeringen projektet ‘Forum for genstart af dansk eksport’ tilbage i august, hvor der blev nedsat i alt otte genstartsteams på tværs af erhvervslivets brancher, heriblandt mode- og tekstilbranchen.
De otte genstartsteams kom med forslag til at genstarte den danske eksport, og det er der nu kommet 27 nye initiativer ud af. Det skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.
”I Danmark er vores virksomheder ekstremt dygtige til at eksportere både produkter og services men også grønne idéer, og det skal vi sørge for at værne om, selv om coronakrisen kradser over hele verden. Der har været utrolig mange gode anbefalinger at tage fat på fra erhvervslivet, og det har ikke været nemt at prioritere. Men jeg synes, at vi med den her pakke lægger grundstenene for, at vi også på den anden side af coronakrisen har stærke eksporterhverv, der beskæftiger tusindevis af danskere, her i landet,” lyder det fra erhvervsminister Simon Kollerup.
”Eksporten skal op, erhvervsrejsende skal nemmere kunne rejse ud og virksomhedernes behov skal tænkes helt ind i Udenrigsministeriets daglige arbejde. Sådan holder vi hånden under de godt 800.000 danske eksportarbejdspladser her i den globale coronakrise. Det er sagen i en nøddeskal. Dagens aftale er et vigtigt skridt på vejen, og giver dansk eksport et hårdt tiltrængt ekstra rygstød i en svær tid. En aftale, der sætter eksportvirksomhedernes og eksportarbejdspladsernes behov i centrum,” fortsætter udenrigsminister Jeppe Kofod.
Der er i alt afsat 485 mio. kroner til at genstarte den danske eksport.
Dyk ned i alle de nye initiativer her.
Foto: Pexels