Boligindretning skal være både funktionel, visuelt inspirerende og gerne afspejle, hvem der bor i hjemmet – også når det kommer til lyd. Hårde materialer og store overflader kan medvirke til rumklag og en dårlig lydoplevelse. 365DESIGN har derfor fundet fire design, der kan forbedre akustikken.
1 | GamFratesi
Designduoen GamFratesi har designet en lydabsorberende mobile ud fra en æstetisk og skulpturel tankegang. Med sin organiske form og elementernes komposition skal designet henlede vores tanker til balance i hverdagen. Mobilen kan ydermere anvendes som rumdeler.

2 | Ruth Crone Foster
Designer Ruth Crone Foster har med dette design skabt et elegant akustisk vægpanel. Designet, der nærmere fremstår som et kunstværk, består af trærelieffer, der er malet i hvide toner, så det ikke er for dominerende i hjemmet. 3D-opbygningen af værket skaber skygger og dybde, som lader beskueren gå på opdagelse.

3 | Natural Greenwalls
Hos Natural Greenwalls er de passionerede omkring bæredygtighed og naturens gavnlige egenskaber. De designer plante- og mosvægge, der forbedrer indeklimaet og akustikken samt bidrager til en helt ny oplevelse af rum.

4 | Egetæpper
Fordelen ved at indrette sig med tekstiler er, at de skaber en varm og hyggelig stemning i hjemmet og bidrager til en behagelig akustik. Tæppeserien Rawline Scala fra Egetæpper har en fladvævet struktur og er delvist fremstillet af brugte fiskenet, der tilsammen besidder nogle fremragende akustikegenskaber.
