Co-working er blevet mere og mere efterspurgt, og det giver plads til nye typer arbejdspladser. Netop dét, er det københavnske kontorfællesskab Nomad Workspace et eksempel på, der for nylig opdaterede sine fællesarealer blandt andet med belysning fra Nuura.
I det tidligere domhus ved Skt. Hans Torv på Nørrebro i København ligger co-working virksomheden Nomad Workspace. Her tilbydes 2.500 kvadratmeter professionelt arbejdsområde, der kombinerer private kontorer, åbne kontorlokaler, arbejdsstuer, en café, fællesområder, mødelokaler og arrangementer.
Bag Nomad Workspace står Hans Peter Hertz, der med hjælp fra arkitekten Natalia Sanchez kunne åbne dørene til kontorfællesskabet i marts 2016. I fællesskab har de skabt en skandinavisk fortolkning af det internationale kontorfællesskab – shared workspace eller co-working space – hvor mere end 60 virksomheder har deres daglige gang.
Nomad Workspace fungerer som arbejdsplads for kreative virksomheder og ildsjæle. Gennem indretningen ønsker Nomad Workspace at skabe et kreativt miljø. Grundet en øget interesse for konceptet valgte Nomad Workspace i slutningen af 2019 at sætte en opdatering af fællesarealerne i gang, hvor en ny café, udendørsterrasse og spiseområde så dagens lys.
”Vi har indrettet arbejdspladser, mødelokaler, café og den nye terrasse i en stil, så alle kan føle sig både velkommen og hjemme. Det er meningen, at man skal kunne nyde alt fra morgenkaffe, frokost og aftensmad i selskab med dem, der bruger huset hver dag, samt dem der har lyst til at kigge forbi til en kop kaffe eller et glas vin i eftermiddagssolens skær,” fortæller Hans Peter Hertz.

Nuura skaber ny belysning
Under opdateringen inviterede Nomad Workspace design- og møbelbrands til at byde ind med indretningsløsninger. Nomad Workspace inviterede blandt andre belysningsbrandet Nuura til at bidrage med ny belysning i flere rum – særligt med fokus på de områder, der er åbne for offentligheden og gæsterne.
”Hos Nuura har vi stået for at skabe en stemningsgivende belysning i Nomad Workspaces lobbyområde, hvor vores lysekroner skaber en velkommende atmosfære. Når man går rundt og udforsker fællesarealerne hos Nomad Workspace, vil man desuden opleve, at vores lamper skaber behageligt lys ved flere af de loungeagtige sidde- og arbejdspladser,” fortæller Sebastian Francis Atkins, PR & Communications Manager hos Nuura.

”Co-working handler om at skabe innovative og kreative miljøer”
Den rette indretning af co-working fællesskaber som Nomad Workspace er essentielt for at skabe det rette arbejdsmiljø, hvor det sociale og kreative er i fokus.
Ifølge trendforsker og livsstilsekspert Mads Arlien-Søborg er hovedingredienserne i co-working fællesskaber muligheden for fælles idegenerering, interaktion, fleksibilitet og dynamik. Han fortæller, at det især er den yngre arbejdskraft, der tiltrækkes af co-working, da de værdsætter sociale fællesskaber og tværfaglig interaktion i deres arbejde.
Co-working ikke et helt nyt fænomen. Mads Arlien-Søborg forklarer, at udviklingen inden for co-working spaces går hurtigt og i sig selv skaber nye trends, der influerer den traditionelle arbejdsplads.
”Oprindeligt startede co-working inden for tech-branchen, hvor små startup-virksomheder delte kontor for derved at kunne dele udgifter til leje, forbrug etc. Men man fandt hurtigt ud af, at disse co-working fællesskaber havde andre fordele end bare at dele udgifter. Man kunne også dele viden og samarbejde. Co-working handler således om at skabe innovative og kreative miljøer, som netop stimulerer samarbejde på tværs af brancher,” forklarer han til 365DESIGN i en temaartikel om indretning af den moderne arbejdsplads.






