Endnu engang har iværksættere mulighed for at få hjælp og sparring af kapitalstærke investorer med formålet om at skabe vækst i sin virksomhed. Der er nu åbnet op for ansøgninger til Lifestyle Growth 2020.

En af de store udfordringer i livsstilsbranchen er kapital til vækst, og samtidig hermed mangler mange iværksættere forretningsmæssige kompetencer. Derfor afholder Lifestyle & Design Cluster Lifestyle Growth i samarbejde med Danske Bank i København den 8. oktober 2020.

Initiativet matcher kapitalstærke investorer med upcoming mode- og livsstilsvirksomheder, og målet er at styrke iværksættere i mode- og livsstilsbranchen.

Lifestyle & Design Cluster har lavet et “open call” og udvælger efter ansøgningsfristen en håndfuld mode- og livsstilsvirksomheder i samarbejde med Danske Bank. Der er flere krav til virksomheden, hvis man gerne vil tages i betragtning. Et af dem er blandt andet, at virksomheden skal arbejde med cirkularitet eller bæredygtighed.

Hvis man er en af de virksomheder, der bliver udvalgt, skal man pitche for investorpanelet, som har brede kompetencer indenfor forretningsudvikling, bæredygtighed m.v. I sidste ende er det panelet, der afgør, hvem der vinder.

Vinderne af Lifestyle Growth 2020 modtager et års gratis medlemskab af brancheorganisationen Dansk Mode & Textil, et års gratis adgang til platformen Traede og et Rodinia Generation gavekort til gratis produktion af 50 pieces. 1. og 2. pladsen modtager mentortimer med udvalgte investorer fra investorpanelet, 10 timers rådgivning ved Deloitte og strategisk sparring ved Danske Banks vækstrådgivere.

Ansøgningen skal sendes senest den 1. september klokken 12.00.

Læs mere om initiativet her.

Foto: Christian Stadil, formand for investorpanelet i Lifestyle Growth