Selvom 2022 har været et svært år, bevarer isenkræmmerkæden en omsætning i milliardklassen og er tilfredse med årsregnskabet.
Imerco er ude med nyt regnskab, der trods høj vækst i starten af 2022, oplevede opbremsning grundet krigen i Ukraine og de mange afledte effekter heraf, såsom stigende energipriser, inflation og rekordlav forbrugertillid. Årsregnskabet for 2022 viser et samlet resultat på 1,6 mio. kroner før skat. Til sammenligning var bundlinjen på 66,2 mio. kroner i forrige årsregnskab. På omsætningen er der status quo på 1,5 mia. kroner.
Til trods for udfordringerne i markedet er Frederik Brønnum, den adm. direktør i Imerco, tilfreds med resultatet:
“I et marked, der var særdeles udfordrende, øgede Imerco sin markedsandel, og året sluttede meget positivt, hvor den helt afgørende julehandel udviste omsætnings- og indtjeningsvækst med den bedste omsætning nogensinde i december måned,” siger han i en pressemeddelelse og fortsætter:
“2023 er begyndt positivt med den bedste januar nogensinde og flot vækst i både omsætning og indtjening. Vi forventer fortsat at øge vores markedsandel, omsætning og indtjeningsgrad. I en tid med historisk lav forbrugertillid, stigende renter og høj inflation er forventningerne til fremtiden på kort sigt naturligvis forbundet med større usikkerhed, som vi imødegår med fortsat skarpt fokus på omkostningsstyring.”
Store projekter nu og fremad
Imerco havde i 2022 gang i to store projekter, som ifølge Frederik Brønnum har været skelsættende. Automatisk pluk på centrallageret blev taget i brug i maj, og senere på året kunne isenkræmmerkæden præsentere en stor opdatering af hjemmesiden Imerco.dk.
Nethandlen stod for 28 procent af den samlede omsætning i 2022, og Imerco har planer om at investere endnu mere i samspillet mellem den digitale og fysiske del af forretningen:
“Resultaterne skabes gennem digital markedsføring, en velfungerende online platform, en logistikoperation, der sikrer hurtige leveringer til kunderne og et fintmasket butiksnet, hvor medarbejderne tager de nye løsninger helt ud til kunderne,” fortæller Frederik Brønnum.
Foto. Imerco