En af Danmarks ældste virksomheder er stadig højaktuel og har med digitale satsninger formået at lande sit hidtil bedste regnskab.
Hos Georg Jensen Damask kan de gå på ferie med en god mavefornemmelse: Regnskabet for 2021/2022 har vist sig at være det bedste i virksomhedens lange historie. Faktisk kan tekstilselskabet dateres tilbage til 1756 og er derved en af de ældste virksomheder i Danmarks historie.
Regnskabet dækker perioden 1. april 2021 til 31. marts 2022. Georg Jensen Damask fremviser et positivt resultat på 27,8 mio. kroner. Til sammenligning landede regnskabet for 20/21 på 24,8 mio. kroner. Regnskabet viser en samlet egenkapital på 85 mio. kroner, hvilket er et lille fald i forhold til sidste års regnskab, hvor egenkapitalen lå på 85,2 mio. kroner.
“Resultatet er vores bedste nogensinde, og vi kan i lighed med de forudgående år notere en fremgang på alle væsentlige områder. Det er vi selvfølgelig glade og taknemmelige for. Især fordi det er sket i en tid, hvor mange på grund af efterveerne fra Covid-19 og krigen i Ukraine har det svært,” siger CEO hos Georg Jensen Damask, Peter Hulweg Christiansen, i en pressemeddelelse.
Digitale investeringer
Georg Jensen Damask har i de seneste år haft blikket rettet mod digitalisering af virksomheden, og dette fokus vil fortsætte fremadrettet. Det betyder blandt andet, at et nyt website samt et nyt it-system er lige på trapperne.
“Udviklingen er i overensstemmelse med vores digitale forretningsmodel, hvor målet er en kontrolleret og organisk udvikling. Årets resultat afspejler effekten af vores digitale oprustning, hvor vi har foretaget omfattende investeringer. Vores øgede digitale investeringsniveau i kombination med kompetente medarbejdere gør, at virksomheden står stærkt i det nuværende marked og med en høj grad af agilitet og vækstpotentiale,” siger Jesper Hviid, der er ejer og bestyrelsesformand hos Georg Jensen Damask.
Tekstilvirksomheden har samlet salg-, brand-, marketing- og den nye digitale afdeling i Hellerup, og der er ingen planer om at skrue ned for effektivitetsniveauet foreløbig.
“Krig, stigende råvare- og energipriser samt udfordringer med leveringskæder skaber en konsolidering i detailleddet og en ændret forbrugeradfærd. Derfor har vores fokus på brandfortælling, kvalitet og produktdesign samt en forsat omni channel tankegang og en øget tilstedeværelse på de digitale platforme vist sig at være den rigtig vej – og det vil fortsat være vores primære fokus,” lyder det fra Peter Hulweg Christiansen.
Se Georg Jensen Damask A/S placering på 365DESIGNs samlede liste over den danske design-, møbel- og interiørbranche.
Nøgletal for Georg Jensen Damask A/S
2023/2024 | 2022/2023 | 2021/2022 | |
Omsætning | - | - | - |
Bruttofortjeneste | 36.261.765 DKK | 43.984.611 DKK | 61.014.789 DKK |
Resultat før skat | 2.544.386 DKK | 15.401.359 DKK | 35.739.921 DKK |
Årets resultat | 1.983.913 DKK | 12.007.139 DKK | 27.819.590 DKK |
Balance | 141.300.649 DKK | 140.868.328 DKK | 110.293.752 DKK |
Egenkapital | 91.695.723 DKK | 99.774.079 DKK | 85.060.264 DKK |
Foto: Georg Jensen Damask