En næsten 50 procents vækst i ordreindtag, en nærved fordobling i omsætningen samt produktlanceringer, der ramte den helt rigtige trendåre, har været opskriften på et rekordresultat for den danske designvirksomhed.
Norr11 designer og udvikler møbler og belysning i høj kvalitet. Nu er virksomheden klar med regnskab for perioden 1. januar til 31. december 2021. Et regnskab der byder på stærk vækst og rekordresultater.
Omsætningen stiger fra 6,4 mio. kroner i 2020 til 10,2 mio. kroner i 2021. Egenkapitalen ender på 16,7 mio. kroner, og samtidig er ordreindtaget vokset med 47 procent.
Designvirksomheden fortæller i pressemeddelelse, at regnskaber oversteg deres forventninger og anses for at være meget tilfredsstillende i betragtning af den udfordrende forsyningskædesituation i 2021.
Succesfuld strategi
Noget tyder på, at Norr11 fandt opskriften på succes i 2021. Fortsatte investeringer, fokus på strategiske initiativer samt styrkelse af virksomhedens produktportefølje satte skub i udviklingen og efterspørgslen. Det betød en stigning i ordreindtag på 47 procent, hvilket er det højeste hidtil i virksomehedens 10-årige historie. Heraf repræsenterede syv procent af de samlede ordrer produktnyheder lanceret i 2021.
”Vi er stolte af at præsentere de stærke resultater fra 2021, vores 10 års jubilæumsår, hvor vi er begyndt at se resultaterne af repositioneringen af brandet over de seneste par år, markedsudvikling og investeringer i produktporteføljen. Vi har modigt taget skridtet op under pandemien og opbygget en organisation i verdensklasse med en struktur, der kan klare en større omsætning, og vi har derfor forventninger om fortsat vækst på såvel aktiviteter som lønsomhed i 2022,” siger adm. direktør, Magnus Berg Magnusson, og fortsætter:
”Når vi ser på vores sunde ordrebog, stærke pipeline og de talrige rammeaftaler med partnere rundt om i verden, giver det os selvtillid til at forudsige et meget stærkt år. Omsætningsvæksten i årets første syv måneder er 55 procent, og mens vi ser eksplosiv vækst i vores nye produkter, vokser vores klassiske kollektioner stadig.”
Se Norr11’s placering på 365DESIGNs samlede liste over den danske design-, møbel- og interiørbranche.
Foto: Norr11