Det går godt for den danske Bahne-koncern, som med sine 19 fysiske butikker, en netbutik samt to grossistselskaber vækster på både top- og bundlinje.

I regnskabsåret 2016/17 har Bahne-koncernen opnået en samlet omsætning på 462 mio. kroner, eksklusiv moms, og en sammenlagt bundlinje på omkring 14 mio. kroner før skat. Det oplyser koncernen i en pressemeddelelse til 365DESIGN.

Med de positive tal på både top- og bundlinje er koncernen i fremgang sammenlignet med forrige år, og bruger lige nu ressourcer på en afvikling af børnetøj samt et skærpet fokus på kvinder og forkælelse, hvor koncernen særligt satser på en lang række tilbehørsmærker og på Bahne-ejede tilbehørbrands.

Læs også: Bahne investerer i fremtiden

I starten af 2018 har Bahne ansat Simon Bjerregaard som digital direktør, der sammen med kædedirektør Benjamin Røpke og direktør for modedelen i koncernen Helle Bahne skal videreudvikle Bahnes nethandelsplatform. Det skyldes, at Bahnes netbutik har vist sig særligt lovende med tocifrede væksttal.

Efter en omstrukturering og revitalisering har Bahne-koncernens to grossistselskaber i Vejle også bidraget til de sorte tal på bundlinjen.

Bahne-koncernen har ikke planer om at skulle etablere flere fysiske butikker i 2018, men vil fokusere på at udvikle og styrke den eksisterende webshop.