Møbelvirksomheden kan igen fremvise vækst over hele linjen, blandt andet med en tilføjelse af over 20 mio. kroner på bunden.

Forventningerne i årsrapporten for 2019 hos den fynske møbelvirksomhed Cane-line var en resultattilbagegang. Det blev dog langt fra en realitet.

Den nyligt offentliggjorte årsrapport for 2020 viser, at millionerne fortsat ruller ind, og at året har været påvirket af positive Covid-19-effekter.

Bruttofortjenesten bliver øget med 30 mio. kroner og går fra 99,7 mio. kroner i 2019 til 129,2 mio. kroner i 2020.

Årets resultat følger den positive kurve og stiger til 80,9 mio. kroner i 2020 sammenlignet med 58,6 mio. kroner året før, hvilket vurderes som tilfredsstillende af ledelsen.

Egenkapitalen styrkes ligeledes og slutter i 2020 på 153,6 mio. kroner mod 112,7 mio. kroner i 2019.

 

Fortsat vækst, men udfordringer lurer

Væksten hos Cane-line ser ud til at fortsætte i 2021. Året er dog påvirket af to store udfordringer, som mange i branchen oplever i øjeblikket: mangel på materialer og besværlig og dyr fragt.

”For 2021 forventes en stigende aktivitet og et forbedret resultat. Aktivitet og indtjening kan dog blive påvirket negativt af en stærk efterspørgsel efter materialer i branchen og varetransport, hvilket medfører forlængede leveringstider og dermed forsinkelser samt dyrere indkøbspriser,” forklarer ledelsen i årsrapporten.

Cane-line A/S har i over 30 år drevet produktion samt handel med møbler. Selskabet er sammen med møbelvirksomheden Sika Design en del af koncernen Sikane A/S.


Efter offentliggørelsen af det nye regnskab rykker Cane-line A/S fra nummer 15 til nummer 11 på 365DESIGNs samlede liste over den danske design-, møbel- og interiørbranche.


Nøgletal for Cane-line A/S
  2020 2019 2018
Omsætning---
Bruttofortjeneste129.168.000 DKK99.693.000 DKK92.307.000 DKK
Resultat før skat102.935.000 DKK75.290.000 DKK67.632.000 DKK
Årets resultat80.957.000 DKK58.569.000 DKK52.485.000 DKK
Balance180.980.000 DKK123.861.000 DKK109.498.000 DKK
Egenkapital153.603.000 DKK112.674.000 DKK94.094.000 DKK

Foto: Cane-line