Trods nedlukninger af butikker i foråret 2020 formår Ikea Danmark at løfte både omsætning og resultatet efter skat. Onlinesalget er mere end fordoblet.
For Ikea Danmark har 2020 været et vanskeligt forretningsår. I seks uger valgte kæden at lukke sine varehuse ned, da Covid-19 ramte i foråret.
Trods nedlukningen og de udfordringer, som en verdensomspændende pandemi bringer med sig, kan Ikea Danmark nu præsentere et tilfredsstillende regnskab. Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.
Det endelige regnskab er endnu ikke offentliggjort, men Ikea Danmark løfter sløret for, at de i 2019/20 har løftet omsætningen med 3,3 procent til 4,8 mia. kroner. Resultatet efter skat går også frem og ender på 349 mio. kroner i 2019/20 mod 316 mio. kroner året før.
Danskernes prioritering på at bruge penge i hjemmet frem for eksempelvis rejser samt den frivillige midlertidige lukning af Ikea-butikkerne i marts har været med til at give onlinesalget et gevaldigt skub fremad. Salget på Ikea Danmarks webshop steg med knap 57 procent i 2019/20 sammenlignet med året før.
”Der skal lyde en enorm stor tak til alle vores medarbejdere. De gjorde det muligt for os at omstille kommunikation, løsninger og services lynhurtigt, så vi kunne opfylde kundernes ændrede behov for indretningsløsninger og handleadgang. Det kan vi godt være stolte af. Nu kan vi fremvise et flot resultat, der sikrer, at vi fortsat er en sund forretning. Det var virkelig en unik holdindsats,” siger Johan Laurell, Country Retail Manager i Ikea.
Et bæredygtigt fokus
Det er ikke kun Covid-19, som det seneste forretningsår har sat sit præg på den svenske gigant. Ikea har også igangsat mange nye tiltag for at realisere sit mål om at blive en klimapositiv virksomhed i 2030.
”I Ikea har vi for længst sat retningen for vores arbejde med at blive en klimapositiv, cirkulær forretning i 2030. I det seneste forretningsår introducerede vi for eksempel Plantebollen, som er den plantebaserede pendant til den ikoniske kødbolle, vi udfasede engangsplastik, indførte en grøn varemærkning til de mest bæredygtige produkter, introducerede Ikea Better Living App – og ikke mindst gjorde vi hjemmelevering i elbiler tilgængelig for vores kunder i Københavnsområdet,” forklarer Johan Laurell.
Det bæredygtige fokus vil blive intensiveret yderligere i 2021, understreger Johan Laurell.
Ikea-koncernen har omkring 450 varehuse rundt om i verden. Den samlede koncern har ikke haft samme succes som den danske afdeling, og omsætningen hos Ikea-koncernen er faldet i regnskabsåret 2019/20.
Foto: Ikea, Johan Laurell