Den svenske møbelgigant runder en trecifret milliardomsætning på verdensplan i det nyeste regnskab. I Danmark er omsætningen på knapt 5 mia. kroner, men virksomheden forventer svære tider fremadrettet grundet inflation, krig og forsyningskrise.
Ikea er klar med sit årsregnskab, der dækker perioden 1. september 2021 til 31. august 2022. Og det er ikke småpenge, der er tale om, når møbelgiganten præsenterer årsomsætningen på verdensplan: 44,6 mia. euro. Det svarer til 331,7 mia. danske kroner. Det betyder en stigning i omsætningen på 6,5 procent sammenlignet med forrige årsregnskab.
I Ikea Danmark er omsætningen endt på 4,9 mia. kroner, hvilket er præcis det samme som sidste regnskabsperiode.
Det er hovedsageligt butikssalget i Europa, der er steget, for det er her, at coronarestriktionerne har været mest omfattende, og derfor markerer sig mest tydeligt ved ophævning. Genåbningen af coronaramte lande har givet et enormt boost til salget på verdensplan, men nu forventer møbelvirksomheden, at inflationen bliver den nye kæp i hjulet for omsætningen:
“Inflation og forsyningskædeproblemer påvirkede salget og førte til stigende omkostninger og højere priser. Det betyder, at salget er vokset i beløb, men salgsmængderne er ikke fulgt med,” fortæller Ikea i en pressemeddelse.
Og det er ikke kun inflationen, der holdes øje med, for der er krig i Europa og en forsyningskrise, der også lurer, så derfor er Ikeas målsætning at fastholde omsætningen i den kommende regnskabsperiode. Det fortæller Filip Fischier, der er finansdirektør i Ikea Danmark og uddyber:
“Jeg er stolt over, at vi formår at fastholde omsætningsniveauet. Når vi ser tilbage på året der gik, var det slet ikke en selvfølge.”
Foto: Ikea