Det nordiske køkkenmarked forsætter med at vokse fra år til år. Det skriver køkkenkoncernen Nobia i deres årsrapport, der samtidig offentliggør et samlet resultat, der er mere end fordoblet siden 2016.
Nobia, der blandt andet ejer HTH, Invita og Uno Form, har netop afsluttet regnskabet for fjerde kvartal 2017, og samtidig offentliggjort deres endelige regnskab for sidste år.
Samlet har den svenske køkkenkoncern haft en nettoomsætning på 12.744 mio. svenske kroner, hvilket kun er en lille stigning i forhold til 2016, hvor omsætningen var på 12.648 mio. svenske kroner. Det svarer til en procentstigning på under 1 procent.
Selv om omsætningen er stagneret, så er ledelsen tilfreds med 2017:
“Nobia har haft et godt år. På trods af valutaspring og et udfordrende britisk marked leverer vi en EBIT-margin, der når vores finansielle mål på 10 procent. Vores stærke finansielle stilling vil også muliggøre fortsatte investeringer i organisk vækst og via opkøb,” siger administrerende direktør Morten Falkenberg i en selskabsmeddelelse.
Læs også: Dansk møbelvirksomhed fortsætter væksten
På bundlinjen ender Nobia med et samlet resultat på 1.015 mio. svenske kroner, hvilket er mere end en fordobling i forhold til årets resultat i 2016, der endte på 455 mio. svenske kroner. Denne markante forbedring skyldes især, at Nobia den 31. januar 2017 solgte Poggenpohl til tyske Adcuram. I årsrapporten skriver Nobia, at de for salget har modtaget en kontant betaling på cirka 10 mio. euro og en betaling af et internt lån på cirka 8 mio. euro.
Det nordiske marked havde i 2017 en nettoomsætning på 1.690 mio. svenske kroner, hvilket minder meget om 2016, hvor tallet endte på 1.609 mio. svenske kroner. Det skyldes blandt andet salget på det danske marked, hvor salget til forbrugere steg, som det eneste nordiske land.
Derudover har Nobia også oplevet en fortsat vækst i leverancer af færdigmonterede køkkenprodukter i fjerde kvartal. Det skyldes blandt andet introduktionen af HTH Go-sortimentet på det danske marked, og det øgede samarbejde med elektronikkæden Power.
Nobias nøgletal 2016-2017
(mio. SEK kr.) | 2017 | 2016 |
|||
Nettoomsætning | 12.744 | 12.648 | |||
Resultat før skat | 1.250 | 1.247 | |||
Årets resultat | 1.015 | 455 | |||
Egenkapital | 4.154 | 3.419 |