Med flot fremgang i både driftsresultat og omsætning præsenterer Nobia Danmark A/S, som står bag køkkenmærkerne HTH, Invita og Uno form, et imponerende regnskab for 2017.

Der er solgt mange køkkener fra HTH, Invita og Uno form i 2017, og det kan ses på det seneste regnskab fra virksomheden bag, Nobia Danmark. Regnskabet for 2017 ender således som det bedste nogensinde for køkkengiganten.

Driftsresultatet er steget med godt 13,4 procent målt på EBIT fra 299 mio. kroner i 2016 til 339 mio. kroner i 2017. Samtidig er omsætningen steget med 8,7 procent fra 2,42 mia. kroner i 2016 til 2,64 mia. kroner i 2017. Resultatet efter skat lander på 261 mio. kroner i 2017 mod 226 mio. kroner i 2016.

Hos Nobia Danmark er der tilfredshed med regnskabet, og adm. direktør, Rune Stephansen, fremhæver den positive udvikling i boligbyggeriet som en af årsagerne til fremgangen.

”Vores forretning er sund. Samtidig er det en spændende rejse, vi er på med de mange nye bydele, der skyder op. Byggekranerne er med andre ord rødglødende, og det er vi og branchen generelt også. Vi har mange gode og langvarige relationer med både udviklere, entreprenører og håndværkere. Relationer, der kommer os til gode nu, hvor aktiviteten er høj i branchen,” udtaler Rune Stephansen i pressemeddelelse fra Nobia Danmark.

Ifølge direktøren skal ærmerne derfor smøges op for at gøre det nemt, hurtigt og trygt at få et nyt køkken fra et af Nobia Danmarks køkkenmærker – i nogle gange tilfælde inden for blot 5-10 dage, da mange forbrugere efterspørger hurtig levering. I 2018 vil ledelsen hos Nobia Danmark således fokusere på at optimere alle salgsled og -kanaler fra online til butik.

Fokus på tætte professionelle relationer
Rune Stephansen lægger vægt på, at titlen som Danmarks største køkkenproducent ikke tillader Nobia Danmark at hvile på laurbærrene.

”I 2018 skal vi også endnu tættere på vores professionelle kunder. Vi har gode muligheder for at udvikle samarbejdet med vores mange erhvervskunder, så arbejdsprocesser omkring projektering, levering og installation effektiveres. Alle i branchen bliver vindere, hvis vi sammen kan spare tid i både planlægnings- og installationsfasen,” siger Rune Stephansen.

Nobia Danmark ejer Invita, Uno form og HTH og har – med alle tre brands – 121 butikker fordelt i Danmark, Sverige, Norge og Finland.