Danmarks største køkkenkoncern, der står bag HTH, Unoform og Invita, har netop offentliggjort sin seneste årsrapport, der byder på koncernens hidtil bedste regnskab.

Nobia Danmark A/S, der står bag køkkenmærkerne HTH, Unoform og Invita, leverer sit bedste resultat nogensinde i regnskabet for 2019. Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

Nettoomsætningen ender på 2,6 mia. kroner i 2019 mod 2,5 mia. kroner i 2018. Bruttoresultatet for 2019 er nogenlunde på niveau med 2018, som ligger på lidt mere end 1 mia. kroner.

Årets resultat målt på EBIT ender på 384 mio. kroner i 2019 mod 308 mio. kroner i 2018. Det svarer til en stigning på knap 25 procent.

 

Fremgang på det danske marked

Det er primært på det danske marked, at Nobia Danmark oplever vækst – og denne er drevet af en god og stabil fremgang i salget.

”Vi er tilfredse med vores udvikling og resultat. Vi har lanceret nye produkter og designerkøkkener sammen med nye kommunikationsplatforme til alle vores tre køkkenbrands i starten af 2019, hvilket vi høster frugterne af nu. Salget til private har i 2019 derfor været med høje omdrejninger. Samtidig er der fortsat god aktivitet i byggeriet og på renoveringsmarkedet i Danmark,” udtaler adm. direktør i Nobia Danmark A/S, Rune Stephansen, i pressemeddelelsen og fortsætter:

”På den korte bane ser det lovende ud, om end coronakrisen kan sløre billedet og sigtbarheden – specielt når vi kigger længere frem i tiden.”

 

Frasalg af butikker var rigtig strategi

Væksten i Danmark er steget med i alt 10 procent, og denne skal udover ovenstående også ses i lyset af, at ti af Nobias HTH-forretninger og en Invita-forretning i løbet af 2019 er blevet solgt til selvstændige forhandlere. Et frasalg, som ledelsen anser som et strategisk og timingsmæssigt rigtigt valg.

Ledelsen i Nobia fokuserer derfor i dag skarpt på sine egne flagskibsbutikker, som de har valgt at opgradere.

”Vi har sat en stor tocifret millioninvestering på højkant til at renovere vores danske flagskibsbutikker. Og allerede nu – efter en forholdsvis kort periode – kan vi se, at interessen og salget stiger de steder. Det bekræfter os i, at vi skal rulle konceptet ud til resten af landet og til vores eksportmarkeder,” siger den adm. direktør.

 

Ordretilgang er steget siden corona kom til

Rune Stephansen har endnu ikke kunnet se på hverken produktion eller salgstallene, at Covid-19 har påvirket køkkenkoncernen negativt. Tværtimod. Ordretilgangen har nemlig kun været stigende hos Nobia Danmark, siden Danmark lukkede ned.

”Jeg tænker, at køkkenbranchen i et vist omfang oplever en stigning i interessen for renovering af køkkener og bad, nu hvor mange går derhjemme – ligesom byggemarkederne også gør det. Derfor har vi måttet omstille produktionen, levering og kundekontakten for at kunne følge med ordrerne,” fortæller Rune Stephansen.

HTH og Invita-produkterne fremstilles på fabrikken i Ølgod, mens Unoform-produkterne produceres på fabrikken i Farsø.

 


Du kan se Nobia Danmark A/S’ placering på design-, møbel- og interiørbranchens top 150 her eller følge listen live her.