Med et resultat før skat på 3,7 mia. kroner er regnskabsåret 2018/19 det hidtil bedste i historien for danske Lars Larsen Group. Møbelvirksomheden Actona Company er blandt andet en af koncernens selskaber, der har bidraget til rekordresultatet.
I april 1979 åbnede Lars Larsen sin første Jysk butik på Silkeborgvej i Aarhus. I dag – over 40 år senere – leverer selv samme Jysk-butik sammen med de resterende virksomheder, der hører under Lars Larsen Group, det hidtil bedste årsregnskab. Et resultat, som både bestyrelsen og familien Larsen er tilfredse med.
”Det er et resultat, som vi i familien er meget tilfredse med,” siger bestyrelsesformand for Lars Larsen Group, Jacob Brunsborg, der er søn til den afdøde Lars Larsen, i en pressemeddelelse.
I det netop afsluttede regnskabsår kommer Lars Larsen Group ud med en samlet omsætning på 34,7 mia. kroner og et resultat før skat på 3,7 mia. kroner. Sammenlignet med året i 2017/18 leverer resultatet før skat en forbedring på 3,9 procent.
”Grundet meget store investeringer kom Jysk ud af regnskabsåret med et lidt mindre overskud end året før. Derfor er der ekstra god grund til at glæde sig over, at både vores investeringsaktiviteter og en række af de andre selskaber i gruppen har leveret så gode resultater, at det samlede resultat før skat vokser med knap 140 millioner kroner,” siger Jacob Brunsborg.
Et af de selskaber som i Lars Larsen Group, der har bidraget til det rekordhøje resultat, er møbelvirksomheden Actona Company.
”Der er blandt andet grund til at fremhæve Actona Company, der har mere end fordoblet resultatet før skat fra 61 til 136 millioner kroner,” siger Jacob Brunsborg.
Actona Company blev købt af Lars Lasen tilbage i 2015, hvorefter Lars Larsen Group i 2018 valgte at fusionere Actona Company og Intertil A/S. Torben Villadsen, som er CEO hos Actona Company, er også yderst tilfreds med det resultat, som møbelvirksomheden har bidraget med.
”Vi er meget tilfredse med vores årsregnskab. For os i Actona Company var det et rekordresultat for både omsætning og overskud,” fortæller Torben Villadsen til 365DESIGN.
Torben Villadsen fortæller yderligere, at det har været en succesfuld fusionering af de to Lars Larsen Group selskaber, Actona Company og Intertil A/S, som blandt andet har medført en bedre synergi og flere stordriftsfordele. Torben Villadsen ser derfor lyst og positivt på den kommende fremtid, som Actona Company går i møde.
”Vi har en god stærk platform og nogle meget talentfulde og ambitiøse medarbejdere. Det, vi gør nu, er at bygge videre på de gode ting, vi har i virksomheden. De indebærer blandt andet de produkter, som vi har udviklet og er blevet taget godt i mod af vores kunder. Vi ser positivt på fremtiden,” afslutter Torben Villadsen.