Med en tocifret milliardomsætning og et resultat før skat på over tre milliarder kroner blev 2016/17 det hidtil bedste regnskabsår for Lars Larsen Group.

Lars Larsen Group har netop offentliggjort sit regnskab for regnskabsåret 2016/17, som løber fra den 1. september 2016 til den 31. august 2017. Regnskabet viser en omsætning på 30 milliarder kroner og en indtjening på 3,4 milliarder kroner, hvilket er 20 procent højere end i 2015/16.

”Det er et resultat, som jeg er meget tilfreds med. Det viser, at de investeringer, vi har foretaget over en længere periode, nu for alvor begynder at give afkast. Jeg har hele tiden været tålmodig, men jeg er jo købmand, og derfor betyder det selvfølgelig meget for mig, at indtjeningen generelt er stigende i de selskaber, som er en del af Lars Larsen Group,” siger Lars Larsen i en pressemeddelelse.

God hjælp fra Jysk Group
Lars Larsen Group er grundlagt på baggrund af succesen fra Jysk Group – der er organiseret i datterselskaberne Jysk Nordic, Dänisches Bettenlager og Jysk Franchise.

Jysk Group kunne i december 2017 præsentere et rekordresultat, der i seneste regnskabsår bidrog med 3,2 milliarder kroner før skat. Den globale koncern har dermed været en god indtjeningskilde for Lars Larsen Group.

Selvom Jysk Group udgør langt den største del af omsætningen i Lars Larsen Group, er der også en række andre selskaber, der bidrager til den gode indtjening. Den øvrige del af Lars Larsen Group, som blandt andet omfatter Idemøbler, Ilva, Himmerland Golf & Spa Resort, Actona Company og Letz Sushi, omsatte for cirka fem milliarder kroner i 2016/17.

Letz Sushi giver underskud
Det er dog ikke alle selskaber hos Lars Larsen Group, der formår at skabe et overskud. Hos Letz Sushi er der i løbet af året blevet investeret meget store beløb i at skabe et bæredygtigt koncept, hvilket har medført, at selskabet har givet et større underskud i år end sidste år. Men det er ikke noget, der bekymrer Lars Larsen:

”Det er jo ikke nogen hemmelighed, at en række af selskaberne giver underskud. Men det afgørende er, at udviklingen går den rigtige vej.”

I samme ombæring konstaterer han, at den gode udvikling foreløbig ser ud til at fortsætte i indeværende regnskabsår:

”Vi er allerede fire måneder inde i det nye regnskabsår, og foreløbig ser det ud til, at den positive udvikling fortsætter.”