Usikkerhed i markedet og lav forbrugertillid har ikke påvirket årets regnskab for Ilva, der endnu en gang viser milliardomsætning. 

Møbelkæden Ilva er ude med nyt regnskab, der dækker perioden 1. september 2021 til 31. august 2022. Her præsenterer virksomheden for andet år i træk en omsætning på lidt over 1,7 mia. kroner. I det forrige regnskab var omsætningen således også på 1,7 mia. kroner.

På trods af svære tider og historisk lav forbrugertillid opretholdes omsætningen hos Ilva, hvilket blandt andet tilskrives den svenske ekspansion og digitalisering, der indbragte Ilva 14 procent af omsætningen i det seneste regnskabsår.

”Set i lyset af et år med stigende usikkerhed blandt forbrugerne, er vi meget tilfredse med vores resultat,” siger Martin Hallund, CEO i Ilva, i en pressemeddelelse.

Særligt i det seneste kvartal har Ilva kunnet mærke usikkerhed i markedet og hos forbrugerne. Det giver sig til kende i mængden af besøgende i varehusene i sommersæsonen.

Svensk ekspansion holder kursen

Ilva fastholder strategien om vækst, og ud over to nye bolighuse i Danmark er der også fokus på udvidelse af kæden i Sverige. Den danske møbelkæde har i dag fire butikker i Sverige, og tre af disse er åbnet i løbet af det seneste år. Trods svære tider med stor usikkerhed holder Ilva fast i planen om at fordoble dette antal, så der ved udgangen af næste regnskabsperiode er otte varehuse i Sverige.

Bag beslutningen om at forsætte ekspansionen står blandt andre den nye CEO, Martin Hallund, der overtog posten den 1. september 2022.

Se Ilva AS’ placering på 365DESIGNs samlede liste over den danske design-, møbel- og interiørbranche og læs mere om virksomheden her

Foto: Ilva