Covid-19 slog møbelkoncernen et skridt tilbage, men nu er den tilbage med det bedste regnskab i mange år. “Med den udvikling i ryggen kan vi fortsætte med at investere massivt,” lyder det fra CEO’en. 

Regnskabet for den midtjyske møbelkoncern Boconcept var i 2020/21 et rekordregnskab. Nu har møbelkoncernens netop offentliggjort regnskab for 2021/22 – der er gældende fra den 1. maj 2021 til den 30. april 2022 – og her berettes igen om fremgang og rekorder på samtlige nøgletal.

Omsætningen stiger fra 1,2 mia. kroner i 2020/21 til knap 1,5 mia. kroner i 2021/22. Det svarer til en stigning i omsætningen på 23 procent. CEO Mikael Kruse Jensen er godt tilfreds.

“Der er tale om et ekstraordinært resultat, der med en toplinjevækst på 23 procent følger op på sidste års flotte tendenser. Et år, hvor fremgangen blev drevet af et enestående arbejde af vores globale franchisepartnere og de centrale funktioner. Vi har aldrig åbnet flere butikker, samtidig med at vores hovedmarkeder i Japan, Tyskland, Frankrig og Storbritannien alle leverer markant vækst. Med den udvikling i ryggen kan vi fortsætte med at investere massivt i udviklingen af vores produkter og kundeoplevelser i årene, der kommer,” siger Mikael Kruse Jensen i en pressemeddelelse.

Boconcept er lykkes med en række strategiske tiltag, hvilket har været med til at styrke koncernen betydeligt. Det har blandt andet været gennem butiksåbninger, en ny brand-platform samt implementeringen af en forbedret driftsmodel. Dog er de ikke blåøjede hos Boconcept. De forventer, at inflationen og volatiliteten vil påvirke virksomheden i det igangværende regnskabsår.

“Med vores rekordresultater har vi et stærkt afsæt til at gå ind i, hvad vi forventer bliver et udfordrende 2022/2023. De økonomiske effekter af den samfundsudvikling vi ser lige nu med de langvarige påvirkninger af forbrugsmønstre, energipriser og fragtrater er fortsat ubekendte faktorer, hvilket gør det vanskeligt at fastlægge præcise forventninger for året,” siger Mikael Kruse Jensen.

Boconcept har i dag 316 butikker i 67 lande.

 


Se Boconcepts placering på 365DESIGNs samlede liste over den danske design-, møbel- og interiørbranche.


 

Foto: Boconcept