Rekordregnskab hos dansk designvirksomhed

Den Herningbaserede designvirksomhed havde i 2019 en rekordvækst på 33 procent. ”Forventningen er, at det er starten på en ekspansiv udvikling,” udtaler den adm. direktør, der dog også har forsigtige forventninger til 2020 på grund af Covid-19.

Den danske designvirksomhed Oyoy Living Design har i den grad noget at fejre, selv om tiden lige nu ellers ser dyster ud for mange.

Virksomheden har nemlig netop offentliggjort regnskabsresultaterne for 2019 i en pressemeddelelse. Heri skriver de, at virksomheden har oplevet en rekordværst på 33 procent, og at resultatet før skat endte på 1,6 mio. kroner.

Årsrapporten er desuden også blevet offentliggjort, og heri fremgår det, at årets resultat ender på 1,2 mio. kroner. Det er en markant forøgelse af overskuddet siden sidste år, hvor årets resultat endte på 52 t. kroner.

Egenkapitalen er ligeledes steget markant og går fra 3,8 mio. kroner i 2018 til 5,1 mio. kroner i 2019.

I pressemeddelelsen skriver virksomheden, at væksten primært skyldes eksport og nye samarbejdsaftaler med kunder, agenter og distributører i store dele af verden. I alt solgte Oyoy Living Design til 50 lande i 2019.

”2019 blev et år præget af stor vækst, og forventningen er, at det er staten på en ekspansiv udvikling med fortsat stor vækst og endnu mere internationalisering. De mange nye samarbejdsaftaler gør, at vi står stærkere i markedet, og vi er endnu tættere på kunderne. Det gælder både for eksisterende og fremtidige nøglemarkeder,” udtaler adm. direktør i virksomheden, Søren Anker Hansen.

 

Påpasselig med forventningerne for 2020

Designvirksomheden så ind i et endnu bedre 2020, der begyndte med lignende vækstrater som 2019. Forventningen er dog nu, at coronakrisen kan påvirke 2020-regnskabet.

”Pandemien og en forventet global recession vil påvirke vores branche generelt, herunder vores virksomhed. Derfor er vi også mere forsigtige med forventningerne til 2020,” lyder det fra Søren Anker Hansen og fortsætter:

”Vi er indtil videre utrolig stolte over den tillid, som vores kunder i mange lande stadig viser os under krisen, og derfor ser vi også stadig positivt på 2020 og på gode muligheder for vækst.”

 

Ny bestyrelsesformand

Oyoy Living Design har pr. 1. maj 2020 fået en ny mand med ombord i virksomheden. Det er Jan Jakobsen, der er tiltrådt som bestyrelsesformand.

Jan Jakobsen sætter sig for bordenden med stor erfaring fra design- og interiørbranchen. Han har blandt andet været adm. direktør hos både A-tex og Bloomingville Group.

”Oyoy Living Design er en spændende interiørvirksomhed med et unikt design og udtrykt. Der er tale om superflotte produkter i høj kvalitet. Hertil kommer et stærkt ønske om fortsat udvikling og internationalisering af virksomheden. Alle komponenter, som gør det utroligt spændende at blive en del af teamet i Oyoy Living Design,” siger Jan Jakonsen.

Virksomheden har på nuværende tidspunkt 10 fastansatte og et antal timeansatte.

Foto: Oyoy Living Design