I godt en måned har koncernen holdt sine butikker lukket som følge af Covid-19, men åbner nu atter op for købelystne danskere.

I begyndelsen marts pålagde regeringen alle butikker i landets storcentre at lukke; heriblandtvar 12 af den danske designkoncern Bahnes i alt 21 butikker. Efterfølgende valgte virksomheden frivilligt at lukke sine resterende butikker for at hindre Covid-19 i at sprede sig.

Nu vælger Bahne efter godt en måned at genåbne de ni butikker, der har været frivilligt lukket. Det skriver Finans.

”Danmark er så småt ved at åbne op igen. Alle sikkerhedsforanstaltninger er på plads, og det er blevet hverdag. Derfor synes vi, det er rigtigt at åbne vores strøgbutikker nu,” skriver Bahne på sin Facebook-side.

Coronasituationen har kostet Bahne, der i marts opgjorde tab efter to hackerangreb i regnskabsåret 2018/19, millioner af kroner i tabt omsætning, skriver Finans.

Bahne-koncernen er ikke alene om at åbne op for butikkerne efter en frivillig lukkeperiode. Blandt andet har flere butikker i Horsens allerede før påske valgt at slå dørene op for kunder igen. Det skriver Horsens Folkeblad.

”Vi kan allerede se, at flere og flere åbner igen, og efter påske tror jeg, at endnu flere følger efter,” har chef for City Horsens, Michael Kongsmark, udtalt til avisen.