I går genåbnede møbel- og interiørgiganten sine fem danske varehuse, hvilket har medført kritik fra erhvervsministeren, opbakning fra Dansk Erhverv og blå politikere samt vækket undren hos Magasin.
”Vi glæder os til at kunne byde jer velkommen i vores varehuse igen den 27. april,” lød det tidligere på måneden fra møbel- og interiørgiganten Ikea, der altså i går genåbnede sine fem danske varehuse.
Mange danskere havde tilsyneladende også glædet sig til at blive budt velkommen af Ikea, og i løbet af mandagen meldte flere medier om lange køer foran kædens varehuse. På Twitter har politiet sågar oplyst, at Vestegnens Politi mandag formiddag har været til stede ved genåbningen i Høje-Taastrup for at sikre, at de købelystne kunder overholdt myndighedernes anbefalinger, hvilket har været tilfældet, skriver Berlingske.
Erhvervsministeren kritiserer Ikea
Forud for åbningen har erhvervsminister, Simon Kollerup, dog rettet kritik mod Ikea for ikke at have fulgt regeringens anbefalinger. Det skriver TV 2.
”Jeg havde givet en meget klar anbefaling til Ikea i weekenden på vegne af regeringen. Jeg havde regnet med, at den blev fulgt, det blev den så ikke. Det ser vi utroligt alvorligt på, og derfor vil vi følge op på dette,” udtaler Simon Kollerup til mediet og begrunder sin bekymring med, at Ikeas beslutning ikke er del af den kontrollerede genåbning af Danmark.
Ikea selv har til Berlingske bekendtgjort, at de ikke ser noget problem i genåbningen.
”Vi har ikke modtaget noget konkret påbud fra myndighederne om, at vi ikke må åbne. Til gengæld har vi brugt rigtig meget energi i de seks uger (hvor varehusene har været lukket, red.) på at være super skarpe på at implementere alle de anvisninger, sundhedsmyndighederne giver, for at man kan holde åbent,” udtaler kommunikationsansvarlig for Ikea Danmark, Christian Mouroux Pedersen, til avisen.
Blå politikere kritiserer erhvervsministeren
Simon Kollerups kritik og udmelding om at ville ”følge op” på sagen har medført kritik af erhvervsministeren fra flere borgerlige politikere. Det skriver Finans, der bringer en række kommentarer fra sociale medier, hvor flere politikere, herunder De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, og Liberal Alliance-leder, Alex Vanopslagh, har rettet kritik mod erhvervsministeren.
”Altså en virksomhed har frivilligt haft lukket. Forberedt sig på at åbne med alle tænkelige hensyn – og det er så et problem? Det her begynder at ligne noget, jeg ikke kan lide …,” skriver Søren Pape Poulsen på Twitter, hvor også Alex Vanopslagh problematiserer erhvervsministerens udmeldinger:
”Det er uholdbart at have en minister for erhvervslivet, der siger til forretninger, der gerne må åbne, at de helst ikke skal gøre det,” lyder det blandt andet fra Liberal Alliance-lederen.
Opbakning fra Dansk Erhverv, undren hos Magasin
Hos erhvervsorganisationen Dansk Erhverv glæder man sig over, at Ikea nu har genåbnet, skriver Berlingske.
”Når det vurderes sundhedsmæssigt forsvarligt, så skal der tages nye skridt mod genåbningen af dansk erhvervsliv. Næste logiske skridt er en åbning af landets storcentre, magasiner og restaurationsbranchen. Samtidig er det vigtigt, at der kommer en plan for, hvor mange vi må være samlet,” skriver adm. direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, der tidligere har udtalt, at man i organisationen arbejder for at sikre designbranchen under Covid-19, i en mail til avisen.
Hos Magasin undrer man sig over, at et butikskoncept, der minder om Magasins, kan få lov at åbne, når ikke de selv kan, hvilket økonomidirektør i Magasin, Peter Fabricius, kalder ”konkurrenceforvridende”, skriver dr.dk.
”Vi følger selvfølgelig de påbud, der kommer, men vi synes da, at man skal tænke over, hvordan man åbner op, så der også kommer en fair konkurrence, og vi vil gerne have lov til at åbne ligesom de andre butikskæder, der har fået den mulighed,” udtaler han til DR.