Der er brug for udvikling af IT, digitalisering og nethandel i den danske belysningskæde. Derfor sendes den nu videre fra de norske ejere til en dansk ejer, der står bag en konkurrerende kæde.

Den danske belysningskæde Lysmesteren får nu en ny ejer. Kæden, der sælger designerlamper fra blandt andet Louis Poulsen og Gubi i sine 30 butikker og via sin webshop, har indtil nu været ejet af norske CB Nordisk Holdning.

Nu har den norske virksomhed solgt Lysmesteren videre til detailkoncernen Euronics Danmark. Det oplyser Euronics Danmark i en pressemeddelelse.

Euronics Danmark er ikke ny i belysningsbranchen, da de i forvejen står bag Lysmesterens konkurrent Lyspunkt.

”Der er uforløst potentiale i Lysmesteren, som jeg er sikker på, at vi med vores setup og vores knowhow kan løfte kædens butikker og derigennem sikre, at Lysmesteren bliver en endnu stærkere aktør i den danske detailhandel, ” lyder det fra adm. direktør i Euronics Danmark, Tomas Holm Hedehus.

Ifølge CB Nordisk Holding var det på tide at sende Lysmesteren videre til nye ejere for at udvikle og investere mere i digitalisering og nethandel.

”Vi har drevet kæden succesfuldt gennem seks år, men måtte også erkende for et års tid siden, at udviklingen inden for IT, digitalisering og nethandel kræver nye, større investeringer og et langsigtet samarbejde med en seriøs partner for at skabe bæredygtige forretninger på længere sigt,” fortæller medejer Reidar G. Mueller.

Fra den 1. januar 2022 vil Euronics Danmark overtage alle butikker, grossistkunder og medarbejdere i Lysmesteren.

Udover Lyspunkt og nu Lysmesteren ejer Euronics Danmark også kæden El-Salg og butikkerne Photocare. Virksomheden fungerer som et medlemsejet indkøbsfællesskab, som har omkring 1609 partnerbutikker i Danmark, der forhandler hårde hvidevarer, elektronik og belysning.

 

Foto: Lysmesteren