Black Friday vil blive rekordstor

4 ud af 5 netbutikker forlænger ‘Black Friday’ til ‘Black Week’. Der er en onlinerekord i sigte lyder det fra Dansk Erhverv – Digital Handel. 

Hver tredje forbruger, der handler på nettet, sidder klar til at lade dankortet brænde, når Black Friday – eller Black Week – rammer Danmark. 4 ud af 5 butikker forlænger nemlig tilbudsfesten i år fra ‘Black Friday’ til ‘Black Week’. Det fremgår i en undersøgelse foretaget af Dansk Erhverv – Digital Handel.

I 2019 udviklede tilbudsdagen sig til en rekordstor handelsdag, hvor de danske forbrugere brugte omkring svimlende høje 800 mio. kroner på alt fra tøj til telefoner og bøger.

I år er forventningen, at omsætningen overstiger det beløb, skriver Dansk Erhverv – Digital Handel. Og det er der flere grunde til, at de forventer.

“Forbrugerne forventer at handle flere varer end sidste år, feriepengene er i spil, og flere forbrugere har i år udskudt planlagte køb i forventning om at gøre en god handel til Black Friday,” forklarer Niels Ralund, e-handelsdirektør i Dansk Erhverv.

“Når vi sammenholder det med, at forbrugerne generelt forventer at handle mere online, så trækker det sammen til en perfekt e-handelsstorm. Det vil overraske mig meget, hvis vi ikke slår sidste års rekord ganske markant,” siger han og tilføjer, at det nok ikke bliver på fredagen alene, men set i lyset af at langt de fleste butikker har forlænget tilbudsfesten fra at starte allerede mandag den 23. november til mandag den 30. november 2020.

Hos netbutikken Moodings, der forhandler møbler og interiør, har de valgt at udvide til ‘Black Week’. Adm. direktør Alexander Thygesen forventer, at Black Friday 2020 bliver rekordstor.

”Der har været rigtig godt gang i den, siden det blev muligt at søge om at få udbetalt feriepenge, og de er nok ikke brugt op endnu. Vi har heller ikke oplevet den store travlhed i forbindelse med Singles Day som sidste år, og vores e-handelskollegaer var ikke nær så aggressive som sidste år, så mange gemmer formentlig krudtet til næste uge,” udtaler han.

Ifølge undersøgelsen holder 75 procent af butikkerne Black Friday. Her forventer halvdelen, at omsætningen overgår sidste års med mindst 25 procent. Hver tiende forventer mindst 50 procent vækst.

Foto: Unsplash