Ifølge direktør i Dansk Detail, Nikolai Klausen, sender de gældende restriktioner et signal om, at det er farligt at gå ud i butikkerne. Derfor skal Regeringen fjerne krav om mundbind og arealkrav i detailhandlen senest den 30. januar 2022, lyder det fra branchedirektøren. 


Branchedirektør Nikolai Klausen har en klar opfordring til Regeringen: Fjern de sidste restriktioner i detailhandlen og udsæt coronalån. Læs hele hans kommentar herunder.


“Den danske detailhandel, særligt specialvarehandelen, oplever fortsat faldende trafik i butikkerne, siden Regeringen genindførte coronarestriktioner i december 2021 – den travleste måned på hele året. Især i storbyerne, hvor der normalt kommer mange turister, er de dobbelt så hårdt ramt. For turisterne kommer ikke, og danskerne undgår butikkerne og handler hjemmefra. De gældende restriktioner sender et signal om, at det er farligt at gå ud i butikkerne. Så længe restriktionerne er til stede, vil den frygt blive opretholdt.

Derfor ser vi meget gerne, at Regeringen fjerner krav om mundbind og arealkrav i detailhandlen senest den 30. januar 2022. De faldende kundebesøg påvirker selvsagt omsætningen og indtjeningen negativt. Vi er nået til et punkt i forløbet, hvor specialvarehandlen er så presset, at vi må finde andre løsninger end nedlukninger og stramme restriktioner. Medmindre der kommer nye, alvorlige coronavarianter.

Men lige nu er der ingen tegn på, at det skulle være særligt smitsomt eller farligt at handle i vores fysiske lokale butikker rundt om i hele Danmark. Vi er ude over vores travleste periode på året, og der er derfor rigeligt med plads og mulighed for afstand.

Restriktionerne har desværre også påvirket butikkernes muligheder for at have fået den nødvendige indtjening hjem til at tilbagebetale de udskudte coronalån. Da vi sidste år fik lov til at udskyde tilbagebetalingen, forventede vi at få en ‘normal’ julehandel, hvor detailhandlen kunne indhente en del af den tabte indtjening. Sådan blev det ikke, og derfor er flere butikker nu pressede.

Økonomer har udtalt, at tilbagebetalingerne i 2022 kan resultere i flere konkurser. Det synspunkt deler vi, og vi ser derfor et behov for, at de tre coronalån, der står til betaling den 1. april 2022, bliver udskudt til endelig betaling den 1. august 2022. Det giver detailhandlen en ekstra chance for at indhente den tabte indtjening.”

– Nikolai Klausen, branchedirektør for Dansk Detail

 

Foto: Nikolai Klausen