Når årets Sustainability Awards uddeles, kan Danmarks største isennkræmmerkæde holde vejret i spænding. De er nomineret for deres ambitiøse klimastrategi, der blandt sigter efter klimaneutralitet allerede i 2025.
Når Sustainability Awards uddeles den 13. september, er Imerco blandt de nominerede. Isenkræmmerkæden er nomineret for deres ambitiøse klimastrategi, der blandt andet betyder en målsætning om CO2-neutralitet i 2025 og et CO2-aftryk på 0 i 2030.
“Vi har sat barren højt – og derfor er vi også meget stolte af den nominering, vi netop har fået ved Sustainability Awards for vores klimastrategi,” siger Frederik Brønnum, der er adm. direktør i Imerco.
Sustainability Awards er sat i søen for at hylde de danske virksomheder, der gør en ekstra indsats for at skabe en bæredygtig fremtid. Det er arrangeret af Dansk Erhverv og revisionsfirmaet Ernst & Young, men det er en uafhængig jury, der vælger, hvem der i sidste ende løber med prisen.
Hele værdikæden i spil
For at nå i mål med så ambitiøs en målsætning, som Imerco har udstukket, kræver det også en målrettet indsats for samtlige ansatte og samarbejdspartnere. Hele værdikæden skal i spil. Arbejdet har været i gang i længere tid, men det er en krævende proces.
“Hos Imerco har vi igennem de sidste par år arbejdet benhårdt på en ambitiøs klimastrategi. Vi vil være CO2-neutrale i Danmark i 2025 og have et CO2-aftryk på 0 i 2030. Som noget særligt utraditionelt for branchen har vi fokus på ‘scope 3’, som omfatter udledninger, der genereres fra hele vores værdikæde uden for vores egne aktiviteter, fordi det er dér, vi kan havde den afgjort største positive indflydelse. Bæredygtighed er et strategisk kardinalpunkt for Imerco og forankret hos både ejer, bestyrelse og direktion under daglig ledelse af vores bæredygtighedschef og deles løbende med alle medarbejdere, så alle er ombord,” siger Frederik Brønnum.
Af andre nominerede er Arla, Ørsted og Novo Nordisk.
Foto: Imerco