Gågaderne ligger øde hen, og situationen lige nu tyder på låste døre og stille salg i påskeferien. Det har givet designvirksomheden Sackit en idé, der gavner både virksomhedens egen hårdt ramte økonomi og den pressede lokale detailhandel i Aalborg.
De danske gågader ligger stille hen – og Aalborg centrum er ingen undtagelse. Selv med udsigten om en gradvis genåbning af landet på den anden side af påsken, kan mange virksomheder og butikker se frem til en påskeferie med låste døre, aflyste arrangementer og mistet omsætning.
Det Aalborgbaserede design- og interiørbrand Sackit er selv hårdt ramt af krisen, som har resulteret i et markant fald i omsætningen og afskedigelse af medarbejdere.
”Vores økonomi er også ekstremt hårdt ramt. Vi har måttet afskedige fire medarbejdere og ser ind i en påske, hvor vi slet ikke forventer det salg på eksempelvis udendørsmøbler som ellers. Vi har mere end nogensinde brug for at booste vores omsætning,” fortæller Kristoffer Glerup, der er CEO i Sackit, i en pressemeddelelse.
Den udfordrende situation har nu givet Sackit en idé til et nyt initiativ, som gavner både designvirksomheden og detailhandlen i Aalborg.
”Vi har kort fortalt besluttet at forære alle vores kunder et gavekort til Aalborg City på 25 procent af det beløb, de handler for hos os. Så for hver 1000 kroner, man handler for hos Sackit for, får man tilsendt et gavekortbevis på 250 kroner til Aalborg City,” forklarer Kristoffer Glerup.
Direktøren ville ønske, at Sackit kunne hjælpe i hele landet, men har valgt at fokusere lokalt i håbet om, at det hurtigere og bedre vil kunne mærkes.
Tiltaget giver håb i en hård tid
Direktøren i Aalborg City-foreningen, Flemming Thingbak, er fortvivlet og bekymret for den aktuelle situation. Derfor gør Sackits initiativ ham ekstra varm om hjertet.
”Det er en fortvivlende situation for detailhandlen. Butikker, caféer og kulturtilbud er jo noget af det, der skaber liv og atmosfære i en by og giver en lyst til at bo og leve der. Det vil være en katastrofe for byen, hvis den aktuelle krise kommer til at betyde, at vores midtby bliver mindre levende og varieret. Derfor gør det mig glad og varm om hjertet, og jeg synes, at det er så god stil og et supersympatisk tiltag fra Sackit,” siger Flemming Thingbak.
Gavekortet til Aalborg City er gyldigt i omkring 150 butikker, spise- og oplevelsessteder, der er medlem af foreningen og kan indløses, når det igen bliver muligt at shoppe og nyde en frokost i Aalborgs gader.