Den 9. marts 2020 blev den danske designdistributør Roomstore erklæret konkurs.
Roomstore blev stiftet tilbage i 2007 af Thomas Qvortrup og har siden da været distributør af flere internationale designbrands inden for belysning, møbler og interiør.
Tilbage i 2015 åbnede designdistributøren helt nyt showroom på Vesterport 6 i København, men nu må virksomheden altså dreje nøglen op. Det fremgår nemlig i CVR-registret, at Roomstore blev erklæret konkurs den 9. marts 2020.
”Det er med stor beklagelse, at vi må meddele, at Roomstore lukker som distributør og agentvirksomhed,” skriver virksomheden i et autosvar på mail, der videre skriver, at man fremover skal kontakte de enkelte brands direkte, hvis man har nye bestillinger eller øvrige spørgsmål.
Roomstore var distributør af designbrands som Tom Dixon, Magis, Original BTC, Tonone, Tala, Kasthall, Sancal og Anglepoise.