Med et nyt retailkoncept ønsker den internationale koncern at skabe en anderledes retailoplevelse, hvor butik, showroom og kontor bliver kombineret til glæde for både private kunder, professionelle aktører og kontraktkunder. 

Ejeren bag brands som Flos, Louis Poulsen, B&B Italia og Arclinea – koncernen Design Holding – introducerede lige før sommeren sin første retaildestination.

Under navnet D Studio slog designkoncernen nemlig dørene op til en 1.760 kvadratmeter stor multibrandbutik på Holmen i København.

”Med sin status som verdenskendt designhovedstad er København et naturligt første hjemsted for dette innovative retailkoncept,” lyder det fra koncernen i en pressemeddelelse.

I stueetagen finder man Louis Poulsens hovedsæde, hvor showroom, butik og kontor er blevet integreret i et samlet hele. Kantinen er opbygget med køkkenelementer fra Arclinea, og tager man trappen op på første etage finder man Flos, som har flyttet sit skandinaviske hovedkontor ind i designkomplekset.

D Studio på Holmen i København

 

En anderledes tilgang til retail

D Studio skal ikke kun betragtes som en klassisk butik. Konceptet rummer flere forskellige funktioner, så det henvender sig til flere forskellige målgrupper: private kunder, professionelle og kontraktkunder.

Derudover skiller D Studio sig også ud ved at kombinere fysiske og digitale elementer, forklarer Design Holding:

”D Studio er et innovativt sted, hvor både private og kontraktkunder let kan bevæge sig rundt imellem den fysiske og digitale retailoplevelse. ’Fygitale’ elementer i kundeoplevelsen integreres på tværs for at bistå kunderne i deres designønsker eller realiseringen af deres produkt eller projekt.”

Planen er, at der skal åbnes flere D Studio rundt om i verden. Derfor rykker Design Holding fra én designhovedstad til en anden, når de i efteråret lancerer konceptet først i Milano og derefter i New York.

Flos