Det er en helt anden shoppingoplevelse, der venter danskerne i de genåbnede storcentre. Det får flere direktører til at forvente en markant lavere omsætning: ”Vi kommer ikke tilbage til normalen. Det bliver ikke et brag af en åbning,” lyder det.

I dag starter svingdørene og rulletrapperne i storcentre over hele landet, når de slår dørene op for første gang i godt to måneder. Det bliver dog en helt anden oplevelse, end man har været vant til – og det vil ifølge flere storcenterdirektører påvirke omsætningen. Det skriver Jyllands-Posten.

Direktøren fra Rødovre Centrum, Jesper Andreasen, forventer både færre kunder og mindre omsætning pr. kunde.

”Jeg tror, vi får halvdelen af omsætningen tilbage, og det er slet ikke nok til at dække de faste omkostninger. Derfor er det også vigtigt, hvor længe politikerne strækker hjælpepakkerne,” fortæller han til Jyllands-Posten.

 

Retningslinjerne ændrer købsoplevelsen

Ifølge Jesper Andreasen fjerner retningslinjerne for storcentrene en stor del af den oplevelse, der udover selve indkøbet, ligger i at handle i et storcenter.

I retningslinjerne fremgår det blandt andet, at fællesarealer såsom legepladser og loungeområder skal lukkes – og at kunderne opfordres til at handle alene. Derudover er der ensretning i gangarealerne samt et større fokus på håndhygiejne.

”Kunderne kommer til at komme hurtigere ind og ud igen. Det bliver et kortere ophold,” forventer Jesper Andreasen.

Også virksomheden Danske Shoppingcentre, der blandt andet driver Kolding og Aalborg Storcenter, City Vest i Aarhus og Frederiksbergcenteret i København, forventer lavere omsætning.

”Jeg er helt enig i, at vi ikke kommer tilbage til normalen. Det bliver ikke et brag af en åbning. I Kina har man set, at det var meget stille, da de åbnede shoppingcentrene igen, og i Tyskland har omsætningen ligget på 60-70 procent, efter de har åbnet. Om det lige bliver 50 eller 60 procent i Danmark er svært at sige,” siger afdelingsdirektør Finn Sture Madsen.

Flere af de ting, der ofte trækker folk forbi et storcenter, kan først åbne i senere faser.

”Fitnesscentre, som ofte ligger i shoppingcentre, fortsætter med at være lukkede, og det gælder også biografer og legelande,” siger Finn Sture Madsen.

Derudover skal storcentrene arbejde på at overbevise kunderne om, at de trygt kan handle indenfor efter at de igennem de sidste to måneder er blevet opfordret til at færdes udendørs. Det sætter store krav til tydelige sikkerhedsforanstaltninger i centrene.

 

Foto: Pexels