Udfordringerne med den globale transport- og forsyningskæde rammer nu møbelgiganten, der varsler prisstigninger. Det er endnu uvist, hvad det kommer til at betyde for de danske varehuse.

De øgede fragtomkostninger og højere råvarepriser rammer nu hårdt hos en af verdens største retailkæder Ikea.

Møbelgiganten har meldt ud, at Inter Ikea Group, der er ansvarlige for forsyningen, har oplevet et fald i resultatet før skat på omkring 16 procent indenfor de seneste 12 måneder. Det oplyser nyhedsbureauet Reuters.

Det fremgår i årsrapporten, at Ikea har oplevet store problemer med at holde varehusene og lagrene fyldte. Derfor varsler Ikea prisstigninger.

”Forstyrrelsen i forsyningskæden førte til et betydeligt fald i tilgængeligheden af varer, som vi endnu ikke er kommet os over,” skriver Inter Ikea Group, som forventer, at udfordringerne vil fortsætte ind i regnskabsåret for 2022.

“Knapheden og priserne på råvarer og de logistiske problemer betyder, at det bliver svært at vokse i 2022. Selvfølgelig planlægger vi at vækste. Vi vil gå efter det, men det bliver meget, meget hårdt arbejde i vores forsyningskæde og også med vores forhandlere,” fortæller finansdirektør Martin van Dam, til Reuters.

 

Uvished for danske kunder

Ifølge Finans oplyser Ikea Danmark, at varehusene i Danmark også oplever udfordringer i forsyningskæden. Udfordringerne er dog ikke lige så store som tidligere i forhold til tilgængeligheden af produkter til kunderne.

Hvis Inter Ikea Group gør alvor af varslerne om prisstigninger, er det usikkert, hvordan det vil påvirke butikkerne i Danmark. Ikea Danmark kan hverken garantere prisstigninger eller -fald.

”Det ligger i vores DNA at tilbyde møbler til lave priser, alle har råd til, og det kommer vi ikke til at afvige fra i fremtiden. Vi kommer til at holde vores priser lave,” skriver kommunikationschef i Danmark Christian Mouroux til Finans.

 

Foto: Ikea