Den danske møbelkæde ser et stort potentiale i Sverige og melder nu ud, at de har otte nye butikker på tegnebrættet på det svenske marked frem mod udgangen af 2022.
Tilbage i 2005 åbnede Ilva den første svenske butik i Malmø – den eneste af slagsen i Sverige – indtil nu.
Den danske møbelkæde slår nemlig dørene op til et ny butik i Kristianstad i august 2021. Derudover har Ilva forventninger om at åbne op mod otte nye butikker på svensk grund inden udgangen af 2022.
“I Danmark har vi set, at vores onlinesalg vækster der, hvor vi har fysiske butikker, og en stor del af det svenske salg kommer allerede fra webshoppen. Det vidner om et stort potentiale, og det er kombinationen af et stærkt online-setup og flere fysiske butikker, der skal understøtte den udvikling, som kan indfri det,” udtaler Rami Jensen, adm. direktør i Ilva, i en pressemeddelelse.
“Butikken i Malmø klarer sig godt, og vi har oplevet en flot vækst, men vi har potentialet til at nå ud til mange flere mennesker og blive langt mere kendte i Sverige. Vi er klar til at vækste yderligere, og ekspansion er den primære vej,” understreger han.
Også ekspansion på hjemmemarkedet
Siden sammenlægningen af Idemøbler og Ilva i sommeren 2019 er virksomheden blevet styrket. Det sikrer ifølge direktøren, at Ilva nu igen kan rette fokus mod ekspansion.
Udover butiksåbningerne hos vores svenske naboer har Ilva ligeledes en forventning om at åbne fire til seks nye butikker i Danmark i løbet af 2021 og 2022.
“Ved at samle de to brands har vi styrket vores setup og værdikæde, og summen af forbedringer gør, at vi ud over de kommende butikker i Sverige nu også er klar til at udvide i Danmark. Trods et veludviklet butiksnetværk er der stadig tomme pletter på landkortet og sandsynligvis plads til fem eller seks nye møbelhuse inden udgangen 2022,” forklarer Rami Jensen.
Foto: Ilva