Koncernen har investeret 200 millioner euro i et nyt distributionscenter i Ungarn, der begynder at blive opført i denne måned.
Snart påbegynder gravemaskinerne arbejdet på den 560.000 kvadratmeter store grund i byen Escer nær den ungarske hovedstad Budapest, hvor Jysk i løbet af april begynder opførelsen af et nyt distributionscenter. Det oplyser Jysk i en pressemeddelelse.
Udvidelsen er en investering på 200 millioner euro og sker for at styrke virksomhedens logistiksetup i Europa og hermed levere hurtigere til en række lande i Centraleuropa. Når distributionscenteret kommer i drift, vil det beskæftige omkring 300 mennesker.
”Selv om coronavirus-situationen har stor påvirkning af Jysk, er det stadig vigtigt for os at investere i fremtiden. Når hverdagen vender tilbage, vil folk stadig have brug for senge, dyner og puder samt andre nødvendigheder til deres hjem. For at sikre det har vi brug for et stærkt logistiksetup, som vores nye distributionscenter i Ecser, Ungarn, vil være med til at sikre,” udtaler Executive Vice President Logistics i Jysk, Allan K. Kjærgaard.
Forventer millionbesparelse
Det nye distributionscenter vil brede sig over 143.000 kvadratmeter og omfatte to højlagre med plads til 205.000 palleplaceringer til varer, dokker til lastning og aflastning af lastbiler samt kontorlokaler til administration.
”Med udvidelsen af vores nye distributionscenter vil vi være i stand til at levere produkter meget hurtigere og mere effektivt direkte til vores kunder og til vores hundredvis af butikker. Faktisk forventer vi at spare 4,5 millioner kilometer vejtransport hvert år, hvilket er godt for både miljøet og vores evne til at levere gode tilbud til vores kunder,” lyder det fra Allan K. Kjærgaard.
Det nye distributionscenter forventes at være færdigbygget og drift i midten af 2022 og skal siden levere varer til Jysks kunder og butikker i Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet, Slovenien, Kroatien, Bosnien og Serbien.





