Tre butikker i en dansk køkkenkæde går sammen og fusionerer i det nye år. Fusionen kommer som et led i et generationsskifte, og den nye konstellation skal styrke konkurrence- og tiltrækningskraften.
Pr. 1. januar 2022 bliver tre butikker i kæden Svane Køkkenet til én. Det sker, når de tre butikker, der ligger i Viborg, Randers og Aarhus, fusionerer til et fælles driftsselskab, som vil få 55 medarbejdere og et større, trecifret millionbeløb i omsætning.
De tre butikker bliver fusioneret grundet et glidende generationsskifte. Det oplyser Svane Køkkenet i en pressemeddelelse.
”Vi får løst flere fremtidige generationsskifter i et strategisk vigtigt område på en god måde. De erfarne ejere bidrager fortsat som aktive i bestyrelsen og i den daglige drift med indsigt og relationer. Samtidig sikrer vi fornyelse fra yngre medejere,” udtaler kædechef Michael Oversø.
Attraktivt for de yngre generationer
Det nye selskab har seks erfarne køkkenfolk i kulissen – de to butiksejere, Per Ole Kobberø i Aarhus og Bendt Østergaard i Viborg, samt fire medejere Martin Larsen, Viborg, Thomas Kargaard og Jesper Nordlyng, begge fra Randers, og Kent Høstgaard Andersen, Aarhus.
Som et led i et planlagt generationsskifte har Kent Høstgaard Andersen de seneste fem år løbende overtaget ejerandele fra den hidtidige ejer, Per Ole Kobberø.
”Med denne model gør vi det attraktivt for yngre køkkenfolk at blive medejere, og det stærke partner-team med både erfarne og yngre ledere sikrer en fremtidsorienteret løsning,” forklarer Per Ole Kobberø, som bliver bestyrelsesformand for det nye selskab.
Brug for en CFO
I spidsen for det nye selskab vil Kent Høstgaard Andersen sidde som adm. direktør. Samtidig er der blevet ansat en CFO, der skal optimere og varetage HR og IT.
Ansvaret for erhvervs- og projektsalget vil ligge hos Thomas Kargaard.
”Vi skaber med den nye region konkurrencekraft på erhvervsmarkedet. Dermed bliver vi en endnu stærkere og mere attraktiv leverandør og samarbejdspartner for vores nuværende og nye erhvervskunder med de synergier som opnås ved sammenlægningen,” fortæller han.
Efter fusioneringen fortsætter alle de tre butikker uændret for at fastholde den lokale forankring.
Foto: Fra venstre Jesper Nordlyng, Per Ole Kobberø, Bendt Østergaard, Martin Larsen, Thomas Kargaard og Kent Høstgaard Andersen.