For at giver kunderne en god oplevelse i disse coronatider, har Imerco valgt at igangsætte flere initiativer, der skal sikre mindre trængsel i de fysiske butikker.
Et højt smittetryk og generel usikkerhed blandt befolkningen om at færdes i fysiske butikker får flere detailkæder til at tænke nyt under Black Friday og julehandlen.
Hos Danmarks største isenkramkæde, Imerco, står julehandlen for en stor procentdel af årets omsætning. Det skulle den også gerne i år trods corona, og derfor har isenkramkæden taget flere initiativer for at skabe bedre og mere trygge forhold for kunderne under Black Friday og julehandlen i de 166 fysiske butikker.
350 ekstra medarbejdere er derfor blevet ansat som juleassistance. Håbet er, at de ekstra medarbejdere kan hjælpe kunderne hurtigere og mere effektivt med julegaveindkøbene i Imercos fysiske butikker. På den måde sikres mindre trængsel og tæthed af mennesker i butikkerne.
“Dels har vi lavet nogle tiltag, der opfordrer folk til at handle julegaverne i god tid, og så står vi selvfølgelig klar til at gribe den øgede nethandel, som Covid-19 har båret med sig,” siger adm. direktør Frederik Brønnum til Retailnews.
Udover flere medarbejdere på butiksgulvene har isenkramkæden også lavet prisgaranti og forlænget bytteservice. Prisgarantien på alle varer mærket med ‘Julepris’ sikrer, at kunderne ved, at disse varer ikke sælges billigere inden jul. Bytteservicen i både butikker og på webshoppen har siden den 1. oktober været forlænget helt frem til den 24. marts 2021.
Foto: Imerco Home