To unge iværksættere har gennem annonceinvesteringer formået at øge omsætningen markant under coronakrisen.
Covid-19 har gjort livet svært for mange erhvervsdrivende, men to unge iværksættere lader til at have fundet en vej gennem krisen. Stifterne af Møbelkompagniet har nemlig formået at øge omsætningen betragteligt. Det skriver Finans.
Tilbage i marts, da krisen kom til Danmark, mærkede Møbelkompagniet i løbet af de første dage, ligesom andre virksomheder, et stort dyk i salget. De to stiftere, Daniel Gerfort og Christian Waage Petersen, så dog pludselig en mulighed.
”Det var blevet billigere at annoncere – og kunderne var jo klar til at handle online. Vi kunne hurtigt se effekten af, at vi skruede op for annonceringen i stedet for lukke ned for aktiviteterne, som flere af vores konkurrenter,” udtaler Daniel Gerfort til Finans og siger, at beslutningen var en satsning.
Satsningen viste sig at bære frugt, og på en måned har virksomheden omsat for lidt mere end 6 mio. kroner – næsten dobbelt så meget som normalen, som i marts lå på 3,7 mio. kroner.
Møbelkompagniet er stiftet i 2017 og har siden starten leveret en bundlinje i vækst. Det seneste årsresultat lyder på 451 t. kroner, viser virksomhedens senest offentliggjorte årsrapport for kalenderåret 2018.