Oktober 2020 har tilsyneladende været endnu en måned, hvor forbrugerne har kastet sig over projekter i boligen, viser de nyeste tal.
De danske forbrugere shopper fortsat i stor stil online, og det er især boligprojekter, der bliver brugt penge på. Det viser en ny analyse fra Dansk Erhverv – Digital Handel over de nyeste e-handelstal for oktober 2020.
Kategorien med bolig, have, blomster og planter stormer nemlig frem i oktober og snupper 16 procent af det samlede forbrug. Kategorien er dermed næsten lige så stor som tøj, sko og accessories målt på forbruget i oktober 2020.
Forventer at forbruge mere
Noget tyder på, at nethandlens storhedstid langt fra er ovre.
Forbrugerne får generelt en god oplevelse, når de handler online, og det – tilsyneladende som følge af Covid-19 og de tilhørende restriktioner – smitter også af på forventningerne til fremtiden. Andelen af forbrugerne, der forventer at købe mere de næste 12 måneder, ligger på 29 procent, mens kun 4 procent forventer at købe mindre.
Foto: Pexels