Den danske sengekæde var ikke sat til salg, men så dukkede den rette køber op, og nu er kæden solgt til en hollandsk køber.
I 2005 købte Kim Andreasen den familieejede sengekæde Drømmeland. Det har nu vist sig at være en rigtig god investering. Kim Andreasen har netop solgt kæden og de tilhørende 25 butikker for et trecifret millionbeløb. Det oplyser Børsen.
Køberen af Drømmeland er hollandske Swiss Sense, der har 103 butikker i Holland, Belgien, Tyskland og Østrig.
Kim Andreasen oplyser til mediet, at Swiss Sense selv henvendte sig med interesse for køb af Drømmeland.
“Vi har slet ikke haft virksomheden til salg. Overhovedet ikke. Men jeg er 65 år og har dermed nået en vis alder. Jeg havde egentlig regnet med, at jeg ville fortsætte nogle år endnu, men det her tilbud var så tæt på den formodede afslutning, at jeg sagde ja,” udtaler Kim Andreasen.
Ifølge direktør for Swiss Sense, Martin Diks, er opkøbet af Drømmeland med til at realisere en ambition om at vokse internationalt.
Med opkøbet opnår Swiss Sense en omsætning på omkring 2,6 mia. kroner.
Foto: Pexels