“Vi skal tage forbrugerens briller på og gøre det let for dem at træffe det bæredygtige valg.” Sådan lyder det fra to online markedspladser, der går sammen om en platform, hvor bæredygtige mode- og designbrands kan mødes. 

Danish Fair Fashion & Living. Det er navnet på den nye platform, som to midtjyske virksomheder er gået sammen om. De to virksomheder, der har valgt at slå pjalterne sammen, er Weensu og Danish Fair Fashion, som begge er online markedspladser med fokus på henholdsvis bæredygtig interiør og mode. Det oplyses i en pressemeddelelse.

Virksomhederne har haft en række overlappende produkter, men også hver sit fokusområde. Weensu har haft fokus på møbler og boligtilbehør, mens Danish Fair Fashion har haft fokus på mode og accessories – tanken om et samarbejde var dog stadig oplagt.

“Foruden at vi har de samme kunder, er det også de samme udfordringer og udgifter, vi står med. Derfor var det en oplagt overvejelse at indlede dialog om et samarbejde, som nu er endt ud i en fuld sammenlægning af vores to virksomheder,” siger Mia Walde, der er ejer af Weensu ApS.


Vil sætte fart på den grønne omstilling

Tre ud af fire danskere ønsker at vælge bæredygtigt, mens en ud af fem føler, at de ved, hvilke mærker og certificeringer de kan stole på. Det oplyser Berlingske.

Det er lige netop dette dilemma, som de to virksomheder har sat sig for at gøre noget ved. Danish Fair Fashion & Living vil sætte gang i den grønne omstilling ved at gøre bæredygtige produkter lettilgængelige.

“Vi skal tage forbrugerens briller på og gøre det let for dem at træffe det bæredygtige valg. Danskerne handler i stigende grad online, og de er gudskelov kritiske forbrugere, som er trætte af tomme løfter og greenwashing,” siger Pia Rasmussen Bødker, som i 2019 var med til at stifte Danish Fair Fashion.

Derfor vil det nye Danish Fair Fashion & Living holde fast i strenge udvælgelseskriterier, som sikrer bæredygtige materialevalg, dyrevælfærd og ansvarlige arbejdsforhold.

“Når man handler hos os, behøver man ikke være ekspert i bæredygtig produktion eller kende alle miljømærker. Vi har gjort arbejdet med at screene og udvælge,” fortsætter Pia Rasmussen Bødker.

 

En seriøs modspiller

Danish Fair Fashion & Living ønsker at gøre op med den konventionelle produktion ved at skabe et univers baseret på et ligeværdigt fællesskab.

“Vi har hele tiden arbejdet på at skabe en seriøs modspiller til den konventionelle mode- og livsstilsbranche, hvor hurtige kollektioner efterfølges af udsalg. Vi tror på samarbejder, hvor alle får en fair del af kagen, og hvor alle respekteres, hvad end det er producenter, bomuldsbønder eller kunder,” slutter Bo Bach Boddum, som er medejer af Danish Fair Fashion & Living.

 

Medejere af Danish Fair Fashion & Living, fra venstre: Pia Rasmussen Bødker, Bo Bach Boddum og Mia Walde.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Foto: Mafundi + ENKL