Faldet skal ses i lyset af en rekordhøj stigning i oktober efter udbetalingen af indefrosne feriepenge. Indekset i november er dog det næsthøjeste, der nogensinde er målt. 

Den samlede detailomsætning faldt med 3,1 procent fra oktober til november 2020, når man korrigerer for prisudvikling, sæsonudsving og effekten af handelsdage. Faldet skal ses i forlængelse af det historisk høje forbrugsniveau i oktober, som kom efter udbetalingen af indefrosne feriepenge.

Trods faldet ligger detailhandlen fortsat langt over normalen, idet detailomsætningsindekset nåede sin næsthøjeste værdi i november – kun overgået af oktober i år.

Det samlede detailsalg i perioden september-november er 2,5 højere end i perioden juni-august.

Omsætningen faldt i alle varegrupper fra oktober til november. Det største fald var i salget af ‘andre forbrugsvarer’, der dækker salg af møbler, elektronik og onlinehandel. Denne kategori havde en 3,6 procent lavere omsætning i november end i oktober, mens omsætningen i ‘beklædning mv.’ faldt med 3,0 procent fra oktober til november.

Detailomsætningen var 6,2 procent højere i november 2020 end i november 2019, når man udelukkende korrigerer for prisudvikling. Størstedelen af denne forskel udgøres af, at salget af ‘andre forbrugsvarer’ var 12,8 procent højere i november 2020 end i november 2019.

Foto: Pexels